Viking taber fortsat millioner i Danmark

Den nyeste spiller på det danske marked for autohjælp, norske Viking, taber fortsat millioner. I 2016 blev økonomien i Vikings danske hovedselskab dog forbedret, men underskuddet blev stadig på 1,1 mio. kr. Værre så det ud for hovedstationen i København – det tidligere Camoni – som tabte 3,7 mio. kr., blandt andet fordi medarbejdertallet blev øget med næsten 50 pct.

Norske Viking etablerede sig i Danmark i 2014, da selskabet købte Camoni i København, som skiftede navn til Viking København. Oprindeligt ejede Viking kun 51 pct. af selskabet, men i 2016 blev ejerandelen øget til 90 pct. I årets løb er antallet af medarbejdere desuden øget fra 31 til 45. Bundlinjen blev imidlertid et driftsunderskud på ikke mindre end 4,5 mio. kr., hvilket tvang Viking til at tilføre 3,3 mio. kr. i ny kapital for at holde egenkapitalen positiv. Efter skat lød underskuddet på 3,7 mio. kr.

Vikings hovedselskab i Danmark er Viking Assistance, og her steg bruttofortjenesten – som er omsætningen fratrukket variable omkostninger – kraftigt fra 3,9 mio. kr. til 10,1 mio. kr. Trods lidt lavere lønomkostninger fik Viking Assistance dog stadig et underskud på 1,1 mio. kr., hvilket imidlertid er væsentligt bedre end året før, hvor Viking Assistance tabte 5,6 mio. kr.

Viking Assistance har en lav egenkapital på kun 1,3 mio. kr., men det norske moderselskab har erklæret, at man er villig til at stille likviditet til rådighed i fornødent omfang. Denne støtteerklæring er gældende frem til 31. maj 2018.

Annonce