Ændrer dimensioneringsplan efter nedlæggelse af natfærgeberedskab

Lolland-Falster Brandvæsen få nu ændret den risikobaserede dimensionering for Fejø, Femø og Askø som følge af Lolland Kommunes nedlæggelse af det lokale natfærgeberedskab. Den nye model indebærer et lavere serviceniveau om natten, og Beredskabsstyrelsen kræver, at der ved næste revision udarbejdes særskilte risikoprofiler for hver af de tre øer.

Konsekvenserne af det nedlagte natfærgeberedskab til Fejø, Femø og Askø bliver nu skrevet ind i Lolland-Falster Brandvæsens risikobaserede dimensionering.

Lolland Kommune besluttede tidligere i 2026 at nedlægge det særlige natfærgeberedskab fra den 1. juni 2026. Dermed forsvandt muligheden for at sejle brandkøretøjer og uddannet indsatspersonel til øerne uden for den normale færgefart.

Som tidligere omtalt bliver den hidtidige ordning erstattet af en model, hvor uddannet indsatspersonel kan sejles til øerne med en hurtiggående kabinebåd, og hvor de lokale ø-beredskaber får opgraderet deres materiel.

Det er denne model, som nu bliver indarbejdet i den risikobaserede dimensionering for Lolland-Falster Brandvæsen.

Lavere serviceniveau om natten

Den ændrede dimensionering fastslår, at serviceniveauet på de tre øer bliver reduceret.

Fejø, Femø og Askø har i forvejen et lavere serviceniveau end resten af Lolland-Falster Brandvæsens dækningsområde. Det skyldes blandt andet øernes geografiske placering og den lange transporttid for uddannet indsatspersonel fra fastlandet.

Efter nedlæggelsen af natfærgeberedskabet bliver serviceniveauet yderligere reduceret om natten, fordi det ikke længere er muligt at sejle brandkøretøjer til øerne. Uddannet indsatspersonel kan fortsat bringes frem med den hurtiggående kabinebåd, men uden brandkøretøjerne er mulighederne for at tilføre øerne materiel begrænsede.

Personellet ved de lokale brandvagter har ikke den almindelige grund- og funktionsuddannelse til indsats, og der er heller ikke uddannede holdledere eller indsatsledere på øerne. Brandvagternes serviceniveau er en responstid på 15 minutter, og de bliver som led i den nye model styrket med mere materiel og yderligere uddannelse. Brandvagterne vil kunne slukke mindre brande, mens indsatsen ved øvrige brande som udgangspunkt vil være rettet mod at forhindre eller begrænse brandspredningen, indtil yderligere ressourcer kan komme frem.

Brandvagterne får nye opgaver

Som en del af den ændrede dimensionering får de lokale brandvagter en større rolle i den første indsats.

De skal blandt andet kunne vurdere, om en brand kan bekæmpes, eller om indsatsen i stedet skal koncentreres om at begrænse brandspredningen og etablere vandforsyning.

Brandvagterne skal derfor uddannes i brugen af det nye materiel, slukningsteknik og -taktik samt vandforsyning. De skal desuden trænes i at vurdere brande og i at sende billeder til brandvæsenets bagvagt, som kan rådgive om indsatsen.

Der skal også gennemføres træning i SINE-kommunikation.

Materiellet på øerne opgraderes samtidig. Fejø og Femø får hver en tanksprøjte med 8.000 liter vand, mens Askø blandt andet får yderligere materiel til vandforsyning.

Beredskabsstyrelsen vil have særskilte risikoprofiler

Beredskabsstyrelsen har gennemgået ændringen af den risikobaserede dimensionering og vurderer overordnet, at det nye serviceniveau på Fejø, Femø og Askø er velbeskrevet.

Styrelsen mener imidlertid, at grundlaget skal styrkes ved næste revision af dimensioneringsplanen.

Lolland-Falster Brandvæsen skal derfor udarbejde en individuel risikoprofil for hver af de tre øer. Risikoprofilerne skal blandt andet beskrive bebyggelse, geografi og kulturarv samt antallet af fastboende og besøgende. Også større arrangementer og hændelser på de enkelte øer gennem de seneste fire år skal indgå.

Skal vurdere om materiellet er tilstrækkeligt

Beredskabsstyrelsen ønsker desuden en nærmere vurdering af, om det materiel, der permanent findes på hver af øerne, er tilstrækkeligt.

Det skal blandt andet ses i lyset af, at den hurtiggående kabinebåd ikke kan transportere større brandmateriel. Det samme gælder, hvis Flyvevåbnets EH101-redningshelikopter må anvendes som alternativ transport af indsatspersonel.

Behovet for materiel skal derfor vurderes særskilt for hver ø på baggrund af den kommende risikoprofil.

Den ændrede risikobaserede dimensionering er godkendt af beredskabskommissionen og efterfølgende af byrådene i Lolland og Guldborgsund kommuner.

Annonce