Beredskabsfolk ud af skabet

Hvis man går rundt med tanken om, at beredskabet kun består af maskuline mænd med hang til mandehørm og sjofle vittigheder, kan man godt tro om igen. Det er en arbejdsplads for alle –uanset køn og seksuel orientering. Tim Ole Simonsen, Thorbjørn Nesjan og Jan Hansen er homoseksuelle og aldrig blevet mobbet af kollegerne på grund af deres seksualitet. Og i år går de sammen med andre fra beredskabet med i Copenhagen Prides parade.

”Vi har i en årrække haft tanken om at medvirke i Priden, men det er først nu, at det er lykkedes os at få skabt ressourcerne til at kunne stille op. Med vores deltagelse i Priden vil vi gerne vise, at vores branche rummer mangfoldighed og tolerance. Nogle kunne få den tanke, at de ikke har en fremtid som for eksempel ambulanceredder, fordi de er homoseksuelle. Den misforståelse vil vi gerne være med til at rydde af vejen”, fortæller Tim Ole Simonsen til Out & About.

Sammen med Thorbjørn og Jan fortæller Tim, at flere af deres heteroseksuelle kolleger har valgt at støtte op om initiativet ved også at gå med i Copenhagen Prides parade, som i år afholdes 24. august. ”I andre lande, også i Europa, bliver homoseksuelle direkte chikaneret og eller negligeret af dem, der ellers skal passe på dem. I Danmark går vi i uniformer med i Priden”, siger Tim Ole Simonsen.

”Det er første år vi prøver at samle deltagere fra vores branche til Priden. Vi håber, mange vil bakke op og deltage. Allerede nu er der deltagere fra det meste af landet, men vi vil gerne være mange flere. Alle os, der deltager i Priden i uniform, har måttet bede om lov af vores arbejdsgivere. Heldigvis har alle de chefer, der er blevet spurgt, bakket op om vores deltagelse i Priden i uniform. Det er vi glade for og stolte af”, fortæller Tim Ole Simonsen.

Tim Ole Simonsen tilføjer, at brandfolk, ambulancereddere, politifolk, forsvarsansatte og andre medarbejdere i beredskabet kan skrive til blaablinkpaapriden@gmail.com eller på Facebook-profilen ”Blå blink på Priden”, hvis de ønsker at gå sammen med deres kolleger til Copenhagen Pride.

Annonce