Borgmestre er enige: Østsjællands Beredskab skal opløses

Borgmestrene for de otte ejerkommuner bag Østsjællands Beredskab er torsdag blevet enige om, at det nu ser ud til, at Østsjællands Beredskab skal opløses. Det vil ske senest 1. januar 2021. Den formelle beslutning afventer dog, at de enkelte kommuner træffer beslutning om, hvordan de ønsker beredskabet organiseret fremover – og om processen for opløsningen.

Først efter beslutningerne i de enkelte ejerkommuner vil kommunerne se på en plan for processen frem mod en ny model for beredskabet i Østsjællands Beredskabs område.

”Det er for beredskabskommissionen vigtigt at understrege, at det vigtigste i den proces, der nu indledes, er at sikre en stabil drift i alle områder. Processen betyder således ikke noget for de igangværende forhandlinger om en ny aftale med Falck”, siger den fælles beredskabskommissions formand, Pernille Beckmann, der også er borgmester i Greve Kommune.

”Vi er glade og stolte over de dygtige medarbejdere, der hver dag holder borgere og virksomheder trygge i Østsjællands Beredskabs otte kommuner, og det er vores højeste prioritet, at vi – uanset hvordan beredskabsenhederne er skruet sammen – hele vejen igennem kan sige, at alle trygt kan regne med, at de har et robust beredskab”, siger Pernille Beckmann.

Flere kommuner ønsker fortsat samarbejde

Køge Kommune har allerede truffet beslutning om at melde sig ud af Østsjællands Beredskab. Høje-Taastrup, Greve, Ishøj og Vallensbæk kommuner drøfter i øjeblikket et samarbejde på tværs af de fire kommuner. Borgmestrene fra Roskilde, Stevns og Solrød kommuner har på mødet i dag også løftet sløret for, at de forventer at indstille til deres byråd, at de fortsat ønsker et samarbejde i den ene eller anden konstellation.

”Set fra et samfundsperspektiv er det skidt, at de otte ejerkommuner går fra hinanden. Det er trist, men vi må forsøge at få det bedste ud af det, og jeg glæder mig over, at Roskilde Kommune ikke står alene med dette ønske. I Roskilde har vi jo et rigtig godt udgangspunkt i kraft af en stærk og stolt tradition for at drive beredskab, men vi har i Østsjællands Beredskab også lært, at der kan være mening i at samarbejde om specialistfunktioner. Et sådant samarbejde vil jeg gerne invitere Solrød og Stevns til drøftelser om at videreføre i en ny organisering med udgangspunkt i hver vores beredskaber. Det er den bedste måde at få skabt ro om de mange gode medarbejderes arbejdssituation og at få værnet om den viden, Østsjællands Beredskab har skabt”, siger Roskildes borgmester, Joy Mogensen, der er medlem af beredskabskommissionen.

Østsjællands Beredskab blev etableret i 2015 af kommunerne Greve, Høje-Taastrup, Roskilde, Køge, Solrød, Vallensbæk, Ishøj og Stevns. Formål med samarbejdet var at drive et effektivt og rentabelt beredskab.

Annonce