Brand- og redningsfolk arbejdede i kloakvand uden vaccination

Arkivfoto

Kolibakterier, rotte-sygdomme og livslang leverbetændelse: Myndighederne advarer danskere mod at røre vandet i gader og kældre, når de svømmes over efter skybrud. Men de redningsfolk, der søndag nat og mandag morgen vadede rundt i kloakvand for at redde uheldige danskere ud af deres biler og boliger, får ringe beskyttelse.

Problemet er, at der ikke stilles krav om, at brand- og redningsfolkene bliver vaccineret. Sådan lyder i hvert fald kritikken fra fagforbundet FOA, Brandfolkenes Organisation og Reddernes Landsklub, der blandt andet tæller over 3.000 Falck-ansatte.

”Når man på sin arbejdsplads kan blive udsat for den her risiko, så bør man også blive tilbudt en vaccination. Det er arbejdsgiverens ansvar”, siger Reiner Burgwald, sektorformand for teknik- og serviceområdet i FOA til Avisen.dk.

Det er alvorlige sygdomme, brand- og redningsfolkene risikerer, lyder det fra Jens Peter Bonde, professor og overlæge ved arbejdsmedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital. ”Man risikerer at få en leverbetændelse kaldet Hepatitis A. Den smitter gennem vandet og kan give gulsot og flere ugers alvorlig sygdom. Der ud over risikerer man også stivkrampe, hvis man har sår på kroppen. Den farligste sygdom er en bakterie, som kommer fra rotteurin og kaldes leptospirose. Den er dødelig, og vi oplever dødsfald hver gang, der er oversvømmelser”, siger han til Avisen.dk. Netop derfor kræver Arbejdstilsynet, at alle kloakarbejdere bliver vaccineret mod Hepatitis A, stivkrampe og polio.

Lægelig direktør i Falck, Matthias Giebner, forklarer, at Falck altid afvejer risikoen i de enkelte situationer og behandler efterfølgende med vaccinationer, i stedet for at vaccinere hele mandskabet. ”Vi behandler alle, der har været udsat for en konkret risiko. Det kunne for eksempel være medarbejdere, der har været ude og rydde op efter en væltet slamsuger, eller at man i forbindelse med oversvømmelser har fået noget beskidt vand i munden”, siger han og understreger, at han ikke kender til nogen tilfælde, hvor ansatte er blevet smittet med hepatitis.

Annonce