Brandbilen kunne ikke starte

Store dele af Danmark blev tirsdag aften ramt af et voldsomt tordenvejr, og i hele landet registrerede Danmarks Meteologiske Institut ikke mindre end 7.684 lynnedslag. På Tuse Næs i Holbæk Kommune slog slog lynet ned i en lade på Bognæsvej, og laden brændte ned til grunden. Slukningsarbejdet blev forsinket, fordi slukningskøretøjet på den lokale hjælpebrandstation ikke kunne starte, og derfor skulle hele slukningshjælpen komme fra Holbæk.

Da Falck havde modtaget alarmen blev der afsendt et slukningstog fra Falck i Holbæk, og samtidig skulle der normalt være afgået en tanksprøjte fra hjælpebrandstationen på Tuse Næs, der netop er oprettet på grund af lang kørevej fra Holbæk. De lokale brandfolk måtte imidlertid konstatere, at den næsten helt nye tanksprøjte ikke kunne starte. Den besked blev videregivet til indsatslederen, der var undervejs fra Holbæk, og da han allerede på lang afstand kunne se røgen fra den kraftige brand, valgte han på den baggrund at rekvirere 2. slukningstog fra Falck i Holbæk. Samtidig blev der sendt en kranvogn med udrykning afsted fra Holbæk til Tuse Næs for at få startet tanksprøjten. Det lykkedes, og tanksprøjten ankom stærkt forsinket til brandstedet.

Kranvognen måtte dog tilkaldes igen, da tanksprøjten skulle hjem til brandstationen efter endt indsats. Her var det nemlig heller ikke muligt at få startet køretøjet.

Annonce