Ingen penge til brandvæsenerne i ny økonomiaftale

Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) har nu indgået økonomiaftalen for 2026. Men aftalen rummer ikke nogen penge til brandvæsenerne. I aftalen anerkendes behovet for et robust og styrket beredskab, men der er alene løfter om fremtidige drøftelser mellem regeringen og KL om et styrket samarbejde mellem det statslige og kommunale beredskab – og så en styrket indsats i forhold til beskyttelsesrum.

Tidligere på året stod beredskabsminister Torsten Schack Pedersen i spidsen for en ny politisk beredskabsaftale, der styrkede det statslige beredskab, men som ikke indeholdt penge til de kommunale beredskaber. Det skete under henvisning til, at spørgsmålet om penge til kommunerne skal håndteres i den årlige økonomiaftale mellem regeringen og KL.

Nu er økonomiaftalen for 2026 så indgået. Men heller ikke den indeholder nye penge til de kommunale beredskaber.

Aftalen indeholder dog et kapitel under overskriften ”Et robust og styrket beredskab”, men her er der primært tale om uforpligtende tilkendegivelser.

”Inden for de kommunale opgaveområder skal kommunerne planlægge for opretholdelse og videreførelse af samfundets funktioner i tilfælde af større ulykker og katastrofer, herunder udarbejde en plan for kommunens beredskab. Regeringen og KL er enige om at arbejde tæt sammen om at skabe gode rammer omkring beredskabsområdet, herunder med henblik på at indtænke sårbare grupper i beredskabsplanlægningen, og at kommunerne kan få relevant rådgivning og vejledning omkring dette arbejde”, fremgår det af aftalen – som fortsætter:

”Regeringen og en række af Folketingets partier indgik derudover i januar 2025 en aftale om beredskabsområdet og har i den forbindelse igangsat en analyse af samspillet mellem det kommunale og statslige beredskab. Regeringen og KL er enige om at drøfte analysen primo 2026 med henblik på at styrke samarbejdet mellem staten, kommunerne og andre relevante aktører på beredskabsområdet”.

Beredskab ved valg skal styrkes

Under samme overskrift behandles endvidere spørgsmålet om beredskab i forbindelse med valg. Her fremgår følgende af aftalen:

”Endelig er regeringen og KL i lyset af den ændrede sikkerhedssituation enige om, at kommunernes beredskab i forhold til at forebygge, identificere og håndtere uforudsete situationer i forbindelse med afholdelse af valg skal styrkes. Regeringen og kommunerne vil derfor med udgangspunkt i centralt udmeldte retningslinjer, som drøftes med KL, tage initiativ til at sikre, at valgmedarbejdere trænes i beredskabssituationer i forbindelse med afholdelse af valg, at kommunernes beredskabsplaner omfatter kommunernes valgopgaver, og at kommunerne jævnligt afholder beredskabsøvelser på valgområdet. Eventuelle merudgifter forbundet hermed afholdes inden for rammerne af den samlede kommunale økonomi”.

Desuden indeholder økonomiaftalen et kapitel med overskriften ”Eftersyn af beskyttelsesrum”:

”I lyset af det aktuelle trusselsbillede er regeringen og KL enige om, at det er afgørende at sikre et fortsat fokus på civilbeskyttelsesområdet, herunder i relation til beskyttelsesrum. Kommunerne har ansvaret for administration af beskyttelsesrumsområdet, herunder for vedligeholdelse og drift af offentlige beskyttelsesrum. Parterne er enige om i samarbejde at gennemføre et eftersyn af kapaciteten og standen af eksisterende beskyttelsesrum i Danmark, og at kommunerne kan få relevant rådgivning og vejledning omkring dette arbejde”.

Annonce