
Lejre Kommune har ansat Thomas Emil Hammerum som ny viceberedskabschef. Han kommer fra en stilling som beredskabsinspektør i Nordsjællands Brandvæsen, og han har tidligere været viceberedskabschef og konstitueret beredskabschef i Egedal Kommune. Stillingen som viceberedskabschef er nyoprettet som led i en styrkelse af Lejre Brandvæsen.
I juni besluttede kommunalbestyrelsen at styrke Lejre Kommunes beredskab, blandt andet med en nyoprettet stilling som viceberedskabschef. Valget er faldet på Thomas Emil Hammerum.
“Thomas Emil har en stærk baggrund. Han har haft et job, der meget minder om det, han får i Lejre Kommune. Han kender brandvæsenets mange opgaver, og kombinationen af praktisk erfaring og teoretisk indsigt gør ham til det helt rigtige valg”, siger Frank Praefke, som er beredskabschef i Lejre Kommune.
Thomas Emil Hammerum har arbejdet på beredskabsområdet siden 1998. Senest har han været beredskabsinspektør i Nordsjællands Brandvæsen, hvor han også har opbygget stærke kompetencer på det forebyggende område. Desuden har han en diplomuddannelse i ledelse og er censor på beredskabsfaglige uddannelser hos Beredskabsstyrelsens skole i Tinglev.
Skal have en stærkere ledelse af beredskabet
“Der er flere grunde til, at vi skal have en stærkere ledelse af vores beredskab. Det er nødvendigt, at vi har en afløser ‘på broen’, når beredskabschefen ikke selv er til stede. Samtidig får beredskabet i denne tid mange nye opgaver, og de handler om meget andet end at slukke brand. Så jeg er glad for, at Lejre Brandvæsen så hurtigt har været i stand til at ruste op”, siger borgmester Tina Mandrup fra Lejre Kommune.
Thomas Emil Hammerum ser frem til opgaverne i Lejre Kommune:
“Det er mit indtryk, at Lejre Brandvæsen består af særdeles dedikerede medarbejdere, og at de er stolte over at være en del af et lokalt brandvæsen. Desuden er det tydeligt at mærke Lejre Kommune virkelig ønsker at udvikle og bruge beredskabets kompetencer, så vi sammen kan træffe hurtige og rigtige beslutninger, hvis vi står i nye og ukendte situationer i en usikker tid. Vi skal altid være parate”.
Thomas Emil Hammerum bor i Ølstykke, er gift og har to voksne børn.
Udover stillingen som viceberedskabschef er der også oprettet en ny stilling som beredskabsinspektør på det operative område. Her har Lejre Brandvæsen ansat Michael Juel, der har mere end 10 års erfaring som beredskabsmester ved Beredskab Fyn.
”Med de to nye ansættelser står Lejre Brandvæsen et meget bedre sted. Vi får et bedre udgangspunkt for at varetage den daglige drift med blandt andet slukning, lovpligtige brandsyn og den løbende opdatering af vores beredskabsplaner. Og ledelsesmæssigt vil vi kunne give endnu bedre støtte til vores mange dygtige brandfolk”, siger Frank Praefke.