Mandag bisættes deltidsbrandmand Ole H. Pedersen fra Østjyllands Brandvæsens station i Hørning, der i forrige uge omkom ved en tragisk ulykke. I den anledning flager alle landets brandstationer på halv stang, indtil bisættelsen er afsluttet kl. 14. Derefter flages på hel stang resten af dagen.
Den 41-årige Ole H. Pedersen mistede livet ved en tragisk ulykke under en større markbrand den 19. juli 2018. Under slukningsarbejdet bakkede en af brandvæsenets tankvogne ulykkeligvis bakkede hen over brandmanden, og hans liv stod ikke til at redde.
Bisættelsen finder sted mandag den 30. juli 2018 kl. 13.30 fra Vestre Store Kapel i Aarhus. Efter ceremonien i kapellet afholdes der mindehøjtidelighed i remissen på brandstationen i Ny Munkegade.
Danske Beredskaber oplyser, at alle landets beredskaber og brandstationer flager på halv stang, indtil bisættelsen er afsluttet kl. 14, hvorefter der flages på hel stang resten af dagen.