En redningsbåd fra Dansk Søredningsselskabs afdeling i Juelsminde er lørdag forulykket i forbindelse med en bugseringsopgave. Alle ombord kom dog sikkert i land og har det efter omstændighederne godt. Redningsbåden med tre personer ombord kæntrede i de tidlige morgentimer, da en grundstødt sejlbåd skulle trækkes fri.
Ulykken med redningsbåden Rescue Loke skete lørdag morgen under en opgave ved Æbelø, hvor en sejlbåd skulle trækkes fri efter en grundstødning. I processen med at trække havaristen fri, kæntrede Rescue Loke, der havde tre personer ombord.
Det oplyser Dansk Søredningsselskab.
Alle de ombordværende kom hurtigt fri af båden og i sikkerhed på havaristen. JRCC blev orienteret, og der blev rekvireret hjælp fra Dansk Søredningsselskabs afdeling i Kerteminde.
Besætning og båd er nu tilbage i Juelsminde.
Dansk Søredningsselskab oplyser, at deres krisestab er aktiveret, og at der nu er fokus på at støtte de frivillige reddere, der har haft en ubehagelig oplevelse. Næste skridt vil være at undersøge ulykken for at fastslå årsagen og hindre, at noget tilsvarende kan ske igen.
Afdelingen i Juelsminde er lukket på ubestemt tid.