Vil investere 170 mio. kr. i ny brandstation på flyvestation

Arkivfoto: Rune Dyrholm, Forsvaret

Forsvaret vil bygge en helt ny brandstation på Flyvestation Skrydstrup, der blandt andet er base for Danmarks F-35-fly. Brandstationen vil få et areal på 3.500 m2, og udover bygningerne skal der etableres en ny indsatsvej, så brandkøretøjerne kan nå hurtigt frem til landings- og taxibaner. Det vurderes, at brandstationen i alt vil koste 170 mio. kr.

Forsvarets Etablissement- og Terrænkommando har indledt et udbud af byggeriet af en ny brandstation på Flyvestation Skrydstrup i Haderslev Kommune.

Den nye brandstation skal bestå af omklædning med brus og sauna, vaskefaciliteter til brandudrustning, udrykningsgarage til brandbilerne og indsatslederbil, vaskehal til vask af køretøjerne, værksted til mindre reparationer, dækskift m.m., lager, depot, vagtcentral, kontor til indsatsleder, øvrige kontorer, herunder til leder, undervisningslokaler, køkken-alrum, opholdsrum og soverum. Byggeriet vil i alt være på ca. 3.500 netto-m2.

Området udenfor brandstationen skal omfatte et større areal, hvor de store køretøjer nemt og sikkert kan komme ind og ud af udrykningsgaragen, vaskehal mm. Herudover skal der etableres en ny indsatsvej, som forbinder pladsen foran brandstationen med den nærmeste taxibane.

Forsvaret vurderer, at brandstationen vil koste 170 mio. kr. Lidt usædvanligt vil de tilbudsgivere, som afgiver et konditionsmæssigt tilbud, men ikke vinder opgaven, modtage et vederlag på 250.000 kr. til at dække deres omkostningerne med at udarbejde udbuddet.

Annonce