Debat: Ny akutlægehelikopter i det nordlige Danmark er en gevinst for alle

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V)

Lørdag rettede fire overlæger, der er tilknyttet de nuværende tre akutlægehelikoptere, kritik mod beslutningen om at udvide ordningen med en fjerde helikopter, der skal placeres i Nordjylland. Ifølge overlægerne er det en beslutning, der er baseret på populisme eller truffet på uvidenhed, men det afviser sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i dette debatindlæg.

Af sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V)

Hvis der sker et stort trafikuheld på vejen mellem Hjørring og Hirtshals, så er hvert et minut dyrbart for de tilskadekomne, der skal transporteres til et sygehus.

Her kan en akutlægehelikopter være forskellen på liv og død. Det var også derfor, at vi oprettede Den Nationale Akutlægehelikopterordning, der skaber tryghed som en del af et stærkt dansk akutberedskab.

Men lige nu kan responstiden i den nordlige del af Jylland være på over 30 minutter, fordi helikopteren, der dækker Midt- og Nordjylland, har base i Skive. Derfor giver det i høj grad mening, at der i den nye finanslov er afsat penge til, at helikopterordningen kan få sin fjerde helikopter, der skal dække den nordlige del af Danmark, og sikre, at de tre nuværende helikoptere i højere grad kan bruge deres flyvetid i hhv. midt-, syd- og østdanmark.

Grænsen for kapaciteten er ved at være nået

Derfor er det også helt forkert, når fire overlæger i et læserbrev den 16. december 2017 kalder beslutningen populisme eller truffet på uvidenhed.

Tallene viser, at de nuværende tre helikoptere, med base i Skive, Billund og Ringsted, flyver mere og mere. Sidste år var de på vingerne mere end 3500 gange, en stigning på 40 procent i forhold til året før. Regionernes vagtcentraler bruger helikopterne aktivt, fordi de gør en stor forskel i transporttiden fra yderområderne og ind til de store sygehuse.

Styregruppen bag ordningen har udtalt, at grænsen for, hvad de nuværende tre lægehelikoptere kan overkomme, er ved at være nået. Derfor har regeringen og Dansk Folkeparti valgt at prioritere midler til en ny helikopter som supplement til det øvrige akutberedskab.

Nordjylland kan synes fjernt

Skribenterne bag læserbrevet bor i hhv. Nordsjælland eller Aarhus, og herfra kan problemer med at nå hurtigt frem til alvorligt syge eller tilskadekomne i Nordjylland måske synes lidt fjerne.

Men formanden for Region Nordjylland, Ulla Astmann (S), var efter beslutningen glad på vegne af de nordjyske borgere, som nu får en bedre helikopterdækning, og det bør alle danskere være. For geografisk lighed i sundhed er et bærende element i vores fælles sundhedsvæsen. Skattekronerne er prioriteret hensigtsmæssigt, så der ikke gøres forskel på borgerne i Danmark.

Læserbrevsskribenterne påstår også, at Staten har trukket støtten til akutlægebilen i Hjørring. Det er ikke korrekt. Der er tale om midlertidige puljemidler med klar udløbsdato. At man i Region Nordjylland overvejer at finde penge til, at akutlægebilen kan køre frem til den nye helikopter går på vingerne 1. januar 2019, er kun glædeligt og rettidig omhu.

Annonce