Horsens har nu fået en paramedicinerbil

Region Midtjylland har nu indsat regionens syvende paramedicinerbil. Den nye bil rykker fremover ud fra Præhospitalets base i Horsens, hvor beredskabet nu består af otte paramedicinere, der bemander bilen. De skal køre ud og undersøge og behandle borgere i eget hjem. Men Horsens-bilen adskiller sig fra de øvrige. Den kører nemlig på el.

Paramedicinerbilen i Horsens bliver den syvende af sin slags i Region Midtjylland. Lignende beredskaber findes allerede i Aarhus, Grenaa, Lemvig, Ringkøbing, Randers og Herning.

Men Horsens-bilen adskiller sig alligevel fra de øvrige. Den kører nemlig på el.

”Vi vil fortsat gerne undersøge mulighederne for at bruge eldrevne køretøjer i vores arbejde, og paramedicinerbilerne er en beredskabskategori, vi forventer lettere kan omstilles. Det er noget af det, vi skal blive klogere på med bilen i Horsens”, siger hospitalsdirektør Dorthe Klith.

Paramedicinerbilen i Horsens kører hver dag fra otte om morgenen til otte om aftenen.

”Vores nu syv paramedicinerbiler forbedrer vores muligheder for at bringe specialiseret hjælp ud til borgerne. De er et vigtigt redskab til at sikre gode patientforløb uden for hospitalerne”, siger regionsrådsformand Anders G. Christensen (V).

”Paramedicinerbilerne giver mere tryghed for borgerne, idet de både giver mulighed for mere undersøgelse og behandling i eget hjem, så vi kan finde frem til den rette løsning for borgerne”, siger Jacob Klærke (SF), der er formand for Sundhedsråd Horsens.

Paramedicinere har vagter på ambulancerne

Ligesom de øvrige paramedicinerbiler har bilen en større udstyrspakke end Præhospitalets ambulancer. Blandt andet i form af flere typer medicin og såkaldt ”point-of-care-udstyr”, der dækker over udstyr til en række patientnære undersøgelser.

Det giver paramedicinerne mulighed for at undersøge patienten meget grundigt – eksempelvis infektionstal, mængden af røde blodlegemer og væsketal – og derigennem få et bedre billede af patientens tilstand for at fastslå den rette behandling. Ud over egne sundhedsfaglige kompetencer kan paramedicineren også på stedet konferere med lægen på AMK-vagtcentralen.

De otte paramedicinere, der indgår i beredskabet, kommer desuden til at have vagter på ambulancerne.

Annonce