Mobil behandlingsplads sættes ind 10 aftener og nætter i julefrokostsæsonen

Arkivfoto: Region Hovedstaden

For tredje år i træk bliver beredskabet i København styrket med en af Region Hovedstadens mobile behandlingspladser, der placeres tæt på Rådhuspladsen i København på en række fredage og lørdage i november og december. Den mobile behandlingsplads rummer 130 m2 behandlingsplads og har plads til op til 40 personer ad gangen.

Regionen Hovedstadens Akutberedskab har to mobile behandlingspladser, der både kan rykke ud til større ulykker og kan supplere det almindelige beredskab ved større arrangementer. Hver enhed er 17 meter lang, fire meter høj og 30 tons tung.

Det er tredje år i træk, at behandlingspladsen bliver sat op i november og december. Igen i år stilles behandlingspladsen op på Regnbuepladsen ved Københavns Rådhus, hvor den skal være med til at sikre, at festlighederne kan foregå trygt. Den holder åbent fra kl. 21 til 04 på følgende datoer:

  • Fredag den 7. november 2025 (J-dag)
  • Fredag den 21. november 2025
  • Lørdag den 22. november 2025
  • Fredag den 28. november 2025
  • Lørdag den 29. november 2025
  • Fredag den 5. december 2025
  • Lørdag den 6. december 2025
  • Fredag den 12. december 2025
  • Lørdag den 13. december 2025
  • Onsdag den 31. december 2025 (nytår)

Behandlingspladsen rummer 130 m2 behandlingsplads og har plads til op til 40 personer ad gangen. Her står læger og sygeplejersker klar til at hjælpe festglade borgere med alt fra småskader til ildebefindende.

Aflaster akutmodtagelser og ambulancer

”Igen i år er Region Hovedstaden til stede i Københavns natteliv for at tilbyde en hjælp til dem, som ved julefrokosten eller på J-dag måske har fået lidt for meget indenbords. Er man faldet og har fået en flænge eller andre småskader, kan man komme forbi Regnbuepladsen og få hurtig hjælp uden at skulle lægge beslag på ambulance eller skadestue. Vores tilstedeværelse i juletiden er ved at blive en god tradition, som jeg ved at mange er glade for”, siger Lars Gaardhøj (S), der er regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Også formanden for regionens sundhedsudvalg, Christoffer Buster Reinhardt (C), er glad for gensynet med den mobile behandlingsplads.

”Det er en rigtig god juletradition, at den mobile behandlingsplads holder ved Rådhuspladsen. Jeg er glad for, at vi i regionen igen i år kan bidrage til, at juletiden og de mange julefrokoster samt nytårsaften bliver mere tryg og sikker for alle. Den gule behandlingsplads er med til at aflaste både akutmodtagelser og ambulancer, og giver en god tryghed i byens natteliv. For mig er det et konkret eksempel på hvordan vi kan gøre sundhedsvæsenet endnu mere relevant. Det tror jeg, at mange sætter pris på”, siger Christoffer Buster Reinhardt.

Endvidere er Hovedstadens Beredskab igen i år klar med samaritter i byens gader. Samaritterne bevæger sig rundt i bybilledet i julefrokostsæsonen og er klar til at yde hjælp og skabe tryghed.

Annonce