
Omkring 750 gange om året rykker de præhospitale beredskaber ud for at behandle en eller flere personer, som har været i vandet. Det lykkes heldigvis i mange tilfælde at redde de nødstedte, men alligevel er det omkring 100 personer, som hvert år mister livet i forbindelse med en druknehændelse. En ny forskningsenhed skal skabe mere viden, som kan bruges til at mindske antallet af druknehændelser i Danmark.
Vi skal være endnu bedre til at forebygge drukne- og vandhændelser i Danmark, og det skal forskere ved den nyetablerede TrygFondens Enhed for Drukneforskning stå i spidsen for.
Siden 2009 har TrygFonden udgivet en årlig national druknestatistik baseret på data fra dødsårsagsregistret. Den hidtidige nationale druknestatistik har imidlertid ikke indeholdt data om drukneulykker, hvor personerne overlevede, og det er bl.a. denne vigtige viden, som den nye enhed skal inddrage i den fremtidige forsknings- og forebyggelsesindsats.
Formålet med TrygFondens Enhed for Drukneforskning er, at forskerne skal skabe ny viden om både drukning og vandhændelser, men også om behandlingen af overlevende efter drukning, som der kun er forsket meget lidt i. Forskningen vil tage udgangspunkt i data fra de præhospitale beredskaber, som indeholder information om alle udkald til drukne- og vandhændelser i hele landet.
”Vi er meget spændte på denne nye forskningsenhed. Vi har i TrygFonden i mere end 25 år arbejdet med drukneforebyggelse, og vi har i mere end 15 år også bidraget med en national druknestatistik. Men den nye forskningsenhed har nogle helt andre muligheder for at indsamle og analysere data, og det skal føre til nye ideer og tiltag i det forebyggende arbejde for at forhindre drukneulykker, hvor vand og mennesker mødes”, fortæller René Højer, der er projektchef i TrygFonden.
Har fået bevilling på 10 mio. kr.
I Forskningsenheden, der er etableret under Præhospitalt Center i Region Sjælland med en 5-årig bevilling fra TrygFonden på 10 mio. kr., ser man frem til opgaven.
”Vores ambition er at være med til at redde flere liv og forebygge, at personer drukner. Forskningen skal derfor først og fremmeste omsættes til konkrete forebyggelsestiltag, der gør en forskel for de mennesker, der færdes ved, i og på vandet. Som en del af vores arbejde kommer vi til at række ud til de mange aktører og beslutningstagere på området for at få så mange perspektiver og idéer med som muligt, så vi i fællesskab kan løfte forebyggelsesindsatsen og engagere både befolkningen og de sundhedsprofessionelle”, siger Niklas Breindahl, der er læge og forsker ved Præhospitalt Center i Region Sjælland.
Manglende viden om de overlevende
Der er cirka 200 druknehændelser om året i Danmark, og i halvdelen af tilfældene ender det fatalt – altså med druknedød – mens det i den anden halvdel af tilfældene ender med, at personen overlever. Der har længe været et ønske blandt forskere og professionelle aktører, der arbejder med drukneforebyggelse, om, at drukneforskningen også skal omfatte overlevende og deres forløb efter en druknehændelse.
”Ved ikke blot at se på druknedødsfald, men også på druknehændelser, hvor de involverede overlever, får vi mere data til rådighed og mulighed for bedre viden om, hvor, hvordan og hvorfor hændelserne sker. Dermed bliver vi klogere på, hvordan vi mere effektivt kan forebygge f.eks. gennem oplysning, adfærdsændringer og sikkerhedstiltag, og mindst lige så vigtigt, hvordan vi sikrer den bedst mulige behandling til de overlevende, så de skal leve med færrest mulige mén. Tæt på halvdelen af de druknede overlever heldigvis, men forskningsmæssigt ved vi reelt ikke så meget om forløbene, og det ser vi meget frem til at undersøge”, siger Thea Palsgaard Møller, der er speciallæge og forsker ved Præhospitalt Center i Region Sjælland og klinisk lektor ved Københavns Universitet.
TrygFondens Enhed for Drukneforskning vil tage initiativ til en druknekonference i 2026 med henblik på at skabe en fælles vision for aktørerne på området og sammen med aktørerne og på baggrund af den eksisterende viden lave en fælles plan for, hvordan man arbejder hen imod den vision.