Region Midtjylland er nu klar med ny psykiatrifunktion i AMK-vagtcentralen

Foto: Region Midtjylland

Der er nu bedre mulighed for at få hjælp, når en borger i psykiatrisk krise ringer til 112 eller lægevagten i Region Midtjylland. I denne uge lancerede regionen således en ny psykiatrifunktion i AMK-vagtcentralen. Her vil medarbejdere med psykiatriske kompetencer hjælpe borgere med behov for akut rådgivning eller hurtig behandling.

Den nye funktion bemandes af psykiatrisk erfarne sygeplejersker og sosu-assistenter. De kan blandt andet tage en uddybende samtale, lægge en plan for patienterne, indtil de kan komme i kontakt med deres egen læge eller behandler, hjælpe med teknikker og mestringsstrategier, tilbyde en opfølgende samtale efterfølgende dag eller aftale en subakut tid i psykiatrien.

Det hele sker i et tæt samarbejde med regionens psykiatriske speciallæger.

Patienter med behov for indlæggelse vil fortsat blive tilset af ambulancepersonale og bragt til akut psykiatrisk vurdering.

”Den nye funktion betyder, at vi bliver bedre til at forebygge forværring af psykisk sygdom og til hurtigt at tilbyde målrettet hjælp til borgere, som står i en svær situation, men ikke nødvendigvis har gavn af akut indlæggelse. Det er vigtig og nødvendig styrkelse af hjælpen til akutte psykiatriske patienter”, siger Anders Kühnau (S), der er formand for regionsrådet i Region Midtjylland.

Suppleres med andre tiltag

Den nye ordning vil den blive fulgt tæt og justeret løbende efter behov. Samtidig arbejdes der med at udvikle flere og endnu bedre tilbud til borgere med psykiatriske sygdomme. Herunder en styrkelse af de psykiatriske kompetencer blandt andre medarbejdere i Præhosp5italet i Region Midtjylland.

”Gennem træning, efteruddannelse og indførelse af nye kompetencer i både AMK-vagtcentral og de kørende beredskaber, vil vi blive endnu bedre i stand til at hjælpe borgere med psykiatriske sygdomme. Både når vi møder dem i telefonen og i ambulancen”, siger Palle Juelsgaard, der er lægefaglige direktør i Præhospitalet.

Annonce