Præhospital

Falck får atter pænt overskud på syd- og midtjyske ambulancer

Falck fik sidste år et overskud på 11 mio. kr. på Responces ambulancekørsel i Region Midtjylland og Region Syddanmark. Det er et lille fald i forhold til året før, selv om Responce har reduceret antallet af medarbejdere fra 329 til 305. Ifølge Falck er resultat påvirket af, at der i begge regioner har været afholdt ekstraordinære udgifter til uddannelse af reddere og optag af elever.

Præhospital

Fik hurtig hjælp efter hjertestop på Flakfortet

Torsdag var Hovedstadens Beredskabs seniorforening samlet til sommertur på Flakfortet, der er en ø beliggende ca. 7 km ud for København. Under frokosten fik en af deltagerne imidlertid hjertestop. Kollegaerne trådte hurtigt til med førstehjælp, og en akutlægehelikopter blev sendt til øen. Den tidligere kollega overlevede takket være den hurtige hjælp, som Hovedstadens Beredskab roser.

Præhospital

To regioner stiller med ambulancer ved Folkemødet

Selv om Bornholm ikke kan siges at være placeret i det sydlige Danmark, så kan deltagerne på Folkemødet i disse dage møde ambulancer fra Region Syddanmark. I år er det præhospitale beredskab under Folkemødet nemlig et samarbejde mellem Region Hovedstaden og Region Syddanmark. Og Region Syddanmark stiller derfor med tre ambulancer.

Brandvæsen

Vestsjællands Brandvæsen har været dyrt for Lejre Kommune

Lejre Kommunes tilslutning til det fælleskommunale Vestsjællands Brandvæsen koster hvert år kommunen 1,4 mio. kr. Det er prisforskellen mellem kommunens bidrag til Vestsjællands Brandvæsen og omkostningen ved at drive eget beredskab. Samtidig betyder den økonomiske krise i Vestsjællands Brandvæsen, at der er udsigt til en yderligere regning på 0,6 mio. kr. om året.  

Præhospital

Har fundet placering til ny akutlægehelikopters base

Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning – som hører under de fem regioner – har nu fundet en placering til den base, som skal anvendes af den fjerde akutlægehelikopter. Basen placeres ved Vester Hjermitslev i Jammerbugt Kommune, hvor regionerne nu beder kommunen om at ændre lokalplanen for et areal på 20.000 m2. Basen ventes klar i slutningen af 2020.

Præhospital

Syddanske ambulancer er for lang tid om at rykke ud

I årets første kvartal var der 1.181 udrykninger, hvor ambulancer og akutlægebiler fra Ambulance Syd var for lang tid om at rykke ud. Det svarer til 5,2 pct. af udrykningerne, hvilket er noget dårligere end den fastsatte målsætning om, at maksimalt 4 pct. af udrykningerne må overskride de såkaldte mobiliseringstider. Det er især akutlægebiler og akutbiler, der har problemer.

Autohjælp

SOS Dansk Autohjælp i Nordvestsjælland er i økonomiske vanskeligheder

SOS Dansk Autohjælp Nordvestsjælland, der har base i Tølløse og har 11 ansatte, er i økonomiske vanskeligheder. I et netop aflagt regnskab skriver selskabet selv, at der er ”en væsentlig usikkerhed om selskabets fortsatte drift”, og at en ny aftale er en forudsætning for, at selskabet ”har evnen til at fortsætte driften”. Ledelsen forventer dog, at aftalen falder på plads.