
I Region Hovedstadens nu annullerede udbud af den siddende sygetransport blev opgaven i den sydlige del af regionen udbudt, efter at det tidligere havde været trafikselskabet Movia, som varetog sygetransporten. Det ser ud til at resultere i en markant prisstigning. Falck afgav det laveste bud, men prisen er ifølge regionen hele 96 pct. højere end Movias hidtidige pris.
Efter en fejl i udbudsprocessen er Region Hovedstadens siddende sygetransport på vej i et nyt udbud. Men resultatet af det første – nu annullerede – udbud tyder på, at der i et de fem delområder bliver taler om en markant prisstigning.
Movia har hidtil stået for sygetransporten i delområde Syd, men Movia indgik ikke i det seneste udbud. Her vandt Falck opgaven, men det skete med en pris, der lå 31,6 mio. kr. over Movias pris på 33,1 mio. kr. i 2024. Det svarer til en prisstigning på hele 96 pct.
Sammenligningen er forbundet med en vis usikkerhed, men Movia har overfor regionen tilkendegivet, at Movias priser ville have været uændrede, såfremt regionen var fortsat med Movias løsning. Regionen understreger dog, at der er sket en justering i antallet af køretøjer og deres typer. Dermed er en direkte sammenligning mellem den tidligere kontrakt og udbudsresultatet ikke fuldt ud mulig. Delområde Syd andel af Region Hovedstadens udgifter til siddende sygetransport ville dog med udbudsresultatet være steget fra 17,5 pct. til 28 pct.
Den siddende sygetransport sendes i et nyt udbud i denne måned. Fem virksomheder afgav tilbud i den første udbudsrunde.