Tidligere stationsleder retter hård kritik mod Falck

Kunder med Falcks særlige kørselsabonnement kan gratis blive kørt til og fra behandling på sygehuse – også hvis sygehusene ligger langt fra bopælen. Men hvis der undervejs skal benytte færge eller bro, så skal kunderne ifølge abonnementsbetingelserne betale billetten. Nu viser det sig imidlertid, at Falck i en række tilfælde, hvor der har været flere patienter i sygetransportvognene, har opkrævet den fulde billetpris hos hver af patienterne. En tidligere stationsleder i Falck kalder det bedrageri, mens Falck kalder det en fejl og lover at betale pengene tilbage.

Sjællandske Tidende har omtalt flere tilfælde, hvor patienter har krydet Storebæltsbroen i en af Falcks sygetransportvogne sammen med en eller flere andre patienter, men hvor de alligevel har fået en rgening på hele broafgiften. En af dem er Bente Cilleborg, der som cancerpatienten jævnligt er til kontrol på universitetshospitalet i Odense. “Hver gang har jeg fået en regning på 410 kr. for broafgiften frem og tilbage, selvom der har været flere patienter end mig i bilen. Det kan jo ikke passe. Falck generer syge mennesker ved at man skal betale de mange penge. Mange er jo enten på sygedagpenge eller får pension, og så er det rigtigt mange penge”, siger Bente Cilleborg til Sjællandske Tidende.

Blandt kritikkerne af Falcks opkrævninger er den tidligere stationsleder for Falck i Korsør, Jens-Ole Didriksen. “Det ville virkelig klæde Falck, hvis de gik alle rapporter igennem og betalte folk deres penge tilbage. Jeg opfatter det simpelthen som bedrageri, det de har gang i. Det er simpelthen en pengemaskine uden lige, og det er jo helt uretfærdigt, at Falck skal tjene penge på det her”, siger Jens-Ole Didriksen. Han vil dog ikke opfordre de ramte Falck-kunder til at opsige deres abonnement. “Det er enormt vigtigt, at kunderne ikke bliver frustrerede og opsiger deres abonnement. For så er alle de år, hvor de har betalt for abonnementet, jo spildt”, siger den tidligere stationsleder.

Falck betegner opkrævningerne som en beklagelig fejl og lover, at de berørte kunder kan få pengene tilbage. “Det er noget, som meget nødigt skulle blive ved med at ske. Der vil nu komme instrukser ud til alle vagtcentraler om, hvordan det her skal opkræves”, siger Falcks kommunikationsdirektør, Louis Honoré, til Sjællandske Tidende. Han forklarer, at problemet er opstået efter det frie sygehusvalg, hvor det i højere grad er blevet nødvendigt at transportere patienter over Storebæltsbroen. “Vores procedurer er så ikke blevet rettet i forhold til det, og det er selvfølgelig meget beklageligt”, siger Louis Honoré, som samtidig opfordrer kunder, der mener at have betalt for meget, til at kontakte Falck.

Annonce