Storbrand på Falck-station

Falck-stationen i Fredericia.

Fredag eftermiddag brød en voldsom brand ud på Falck-stationen i Fredericia. Stationen har de seneste måneder været under renovering, hvor planen har været, at den fra august skulle være hovedsæde for Falck i Trekantområdet – og ny ambulancestation i Fredericia. Først fredag aften kom branden under kontrol.

Når Falck senere på året opstarter en ny ambulancekontrakt i Trekantområdet, så var det planen, at Falck-stationen i Fredericia skulle være nyt hovedsæde for Falck Ambulance Syd. Desuden skulle byens ambulancer flytte fra brandstationen til Falck-stationen på Vejlevej, der også skulle huse Falcks autohjælpsaktiviteter, Falck Teknik og administration – i alt omkring 100 medarbejdere. Derfor har stationen siden efteråret 2024 været under en omfattende ombygning og renovering.

Fredag eftermiddag udbrød der imidlertid brand under tagkonstruktionen på Falck-stationen, og branden udviklede sig hurtigt. Alarmen indløb kl. 14.17, og TrekantBrand indsatte omkring 50 brandfolk fra stationerne i Fredericia, Kolding, Middelfart, Jels, Lunderskov, Skodborg, Rødding og Stepping i slukningsarbejdet. Desuden blev der rekvireret assistance fra Vejle Brandvæsen. Branden kom under kontrol fredag aften, og ved 22-tiden kunne de fleste styrker sendes hjem, men der blev etableret brandvagt natten til lørdag.

Der er sket store materielle skader på bygningen, hvor de oprindelige ambulancegarager og mandskabsfaciliteter er hårdt ramt og delvist sammenstyrtet, mens den store garagedel primært er røgskadet. Det er endnu uklart, hvilke konsekvenser branden får for Falcks planer i området. I forvejen er den hidtidige hovedstation i nabobyen Kolding præget af, at Falck efter omfattende oversvømmelser har interimistiske indretninger, indtil stationen senere fraflyttes.

Brandårsagen er ukendt, men mistanken går på, at branden er opstået i forbindelse med tagarbejde, hvor der kort før brandens opståen blev arbejdet med installation af ovenlysvinduer.

Annonce