
Den 1. september 2025 træder en ny ambulancekontrakt i kraft i Trekantområdet. Falck skal derefter i 10 år stå for ambulancetjeneste, liggende sygetransport og præhospitale støtteenheder. I forbindelse med kontraktens ikrafttræden flytter tre af de otte ambulancestationer til nye lokaler. Det drejer sig om stationerne i Kolding, Vejle og Fredericia. Muligvis får Vejle også en ekstra ambulancestation.
I øjeblikket lyder vurderingen fra Region Syddanmark, at implementeringen af den nye ambulancekontrakt forløber planmæssigt. Falck står således også i dag for opgaven, og dermed er der ikke tale om en stor rekrutteringsopgave. Alle chassiser til nye ambulancer er desuden leveret, og de er nu under opbygning.
Placeringen af ambulancestationer er også blevet godkendt. De fleste stationer er uændrede, men i både Kolding og Vejle flytter stationerne til nye lokaler. I Fredericia flytter ambulancerne fra byens brandstation og til Falcks eksisterende station. Stationerne får følgende adresser:
- Give: Nørregade 29, 7323 Give
- Ejby: Anlægsvej 3, 5592 Ejby
- Egtved: Lergårdvej 7, 6040 Egtved
- Christiansfeld: Nørregade 12, st. mf., 6070 Christiansfeld
- Middelfart: Mandal Allé 19, 5500 Middelfart
- Kolding: Albuen 10, 6000 Kolding
- Vejle: Hjulmagervej 3A-B, 7100 Vejle
- Fredericia: Vejlevej 119, 7000 Fredericia
Ambulance i Bredsten eller Vejle Vest
I Vejle kan der være yderligere en ændring på vej. Det er nemlig tidligere besluttet, at der skal oprettes en ny ambulancestation vest for Vejle. Hidtil har planen været at placere denne station i Bredsten-området, men det har vist sig vanskeligt at finde egnede lokaler. De eneste egnede lokaler er samtidig væsentligt dyrere end forudsat.
Derfor overvejer Region Syddanmark nu, om den ekstra ambulancestation i stedet skal placeres i den vestlige del af Vejle by. Her har Falck peget på, at ambulancen kan stationeres på Boulevarden i Vejle, hvor Falck stadig har en mindre del af de bygninger, som engang udgjorde en af landets største Falck-stationer. Det vil også have den fordel, at der kan oprettes en egentlig station, hvor redderne møder ind. Ved en placering i Bredsten sker vagtskifte derimod på hovedstationen i Vejle, hvorefter ambulancen kører til Bredsten.
Det er regionsrådet, der skal beslutte, om ambulancen skal placeres i Bredsten eller Vejle by.