10 danske brandfolk tager til Australien

Arkivfoto (collage)

Selv om den australske regering har takket nej til at få dansk bistand til at bekæmpe de voldsomme naturbrande, så rejser 10 danske brandfolk nu afsted til Australien. Det er den australske organisation BlazeAid, som har sagt ja til et tilbud fra danske brandfolk, der har dannet organisationen Firefighter Assistance Denmark.

Firefighter Assistance Denmark oplyser, at den private, frivillige organisation BlazeAid – der hjælper folk i landdistrikterne med oprydning, opsætning af hegn til dyrehold og mindre genopbygning efter naturbrand og oversvømmelse – har takket ja til det danske tilbud om hjælp.

Derfor sender man nu et hold på 10 personer afsted, og udsendelsen forventes at starte i slutningen af næste uge og vare 18 dage. Holdet vil blive indkvarteret i en af BlazeAids camps, hvor arbejdet foregår.

BlazeAid har i øjeblikket 10 etablerede camps, og organisationen har planer om at åbne tre nye indenfor de næste to uger. ”Det forventes, at vi er med til at etablere disse nye camps. Vi holder derfor muligheden åben for at sende flere teams afsted løbende”, oplyser Firefighter Assistance Denmark, som tilføjer, at det danske hold er forsikret gennem BlazeAid, og at man rejser afsted på et turistvisum til Australien, der tillader frivilligt arbejde.

Annonce