Ambulancereddere, brandfolk og andre ansatte i beredskabet mødes af en bred vifte af tilbud, der skal forebygge og håndtere psykiske belastningsreaktioner. Det spænder fra daglige trivselsmålinger og obligatorisk supervision til defusing, debriefing og traumebehandling. Men en ny VIVE-rapport konkluderer, at der er begrænset viden om, hvilke indsatser der faktisk virker bedst. Samtidig peger rapporten på en række udfordringer ved de eksisterende tilbud, herunder at der er særlige udfordringer for deltidsbrandfolkene.
Der er stor opmærksomhed på PTSD og psykiske belastningsreaktioner inden for ambulance-, brand- og redningsområdet. På tværs af arbejdspladser findes der en lang række forebyggende, akutte og opfølgende indsatser.
Men selv om der anvendes mange forskellige indsatser, er der begrænset forskningsmæssig viden om deres virkning.
Det fremgår af en ny rapport fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Rapporten er udarbejdet for Beskæftigelsesministeriet og kortlægger indsatser mod PTSD og andre psykiske belastningsreaktioner i syv højrisikofag.
VIVE konkluderer, at evidensgrundlaget generelt er begrænset og fragmenteret, når det gælder spørgsmålet om, hvilke indsatser der virker bedst, for hvilke medarbejdere og under hvilke organisatoriske forhold.
Det gælder også indsatser, som allerede anvendes bredt og opleves som meningsfulde. Forskningslitteraturen finder eksempelvis ikke dokumentation for, at enkeltstående, kortvarig psykologisk debriefing reducerer symptomer på PTSD, angst eller depression.
Til gengæld peger forskningen og erfaringerne blandt andet på betydningen af systematik, tidlig opsporing, organisatorisk forankring og let adgang til støtte.
Fra uddannelse til daglige trivselsmålinger
VIVE har kortlagt en lang række forebyggende tiltag på ambulance-, brand- og redningsområdet. De omfatter blandt andet uddannelse i mental parathed, kollegial støtte, egenomsorg og psykiske traumer samt uddannelse af ledere og medarbejdere i at genkende tegn på psykisk belastning.
På flere arbejdspladser undervises indsatsledere også i psykisk førstehjælp. I Hovedstadens Beredskab er der blandt andet gennemført forløb, som skal styrke den psykologiske tryghed i ledelsen.
Hos Falck er arbejdsmiljøledere og arbejdsmiljørepræsentanter uddannet i Trauma Risk Management, TRiM. Det er en kollegabaseret metode, hvor uddannede medarbejdere skal bidrage til tidlig opsporing og håndtering af belastningsreaktioner efter voldsomme hændelser. Også områdeledere er uddannet i modellen.
Der arbejdes desuden flere steder med systematisk information om, hvilke støttemuligheder der findes, og hvordan de aktiveres efter kritiske hændelser.
Nye medarbejdere får særlig opmærksomhed
En anden type forebyggelse retter sig mod medarbejdere, som er nye i faget.
I beredskabet i Lejre Kommune anvendes eksempelvis prøveforløb, hvor kommende medarbejdere i en periode deltager som observatører, inden de påbegynder uddannelse eller funktion. Formålet er blandt andet at afklare motivation og forudsætninger og sikre et informeret match mellem medarbejderen og arbejdet.
På ambulanceområdet er der desuden ledelsesmæssig opmærksomhed på nye medarbejdere, særligt under de første vagter. Det skal være med til at forebygge tidlige belastningsreaktioner og understøtte en bæredygtig tilknytning til arbejdet.
Rapporten beskriver også mere løbende overvågning af medarbejdernes trivsel. På ambulancebaser findes eksempler på, at medarbejderne dagligt angiver deres trivsel på en skala. En lav vurdering kan føre til, at den nærmeste leder følger op og vurderer, om medarbejderen har behov for støtte.
På brand- og redningsområdet er den form for daglig monitorering mindre udbredt, særligt blandt deltidsansatte, som har et andet hovederhverv. Her kan ledelsen i stedet holde øje med ændringer i fremmøde og vagtmønstre. Hvis en brandmand eksempelvis tager færre vagter eller begynder at udeblive, kan det give anledning til kontakt og en vurdering af behovet for støtte.
Psykologer møder medarbejderne ved vagtskiftet
Nogle steder er psykologhjælpen rykket helt tæt på den operative hverdag.
I Region Hovedstadens Akutberedskab er kliniske psykologer fysisk til stede på ambulancebaser i forbindelse med vagtskifte samt på 1-1-2 AMK-vagtcentralen og 1813.
Her kan medarbejderne henvende sig uden en forudgående aftale og tale om en belastende hændelse fra vagten. Det kan ske umiddelbart efter hændelsen eller som en kortere afklarende samtale, og der kan efterfølgende aftales yderligere samtaler.
Region Hovedstadens Akutberedskab anvender desuden obligatorisk og lønnet supervision med kliniske psykologer. Supervisionen foregår i faste grupper og tager blandt andet udgangspunkt i konkrete hændelser og dilemmaer og i udviklingen af mentale strategier til at håndtere arbejdet.
Supervisionen kan samtidig fungere som en måde at identificere medarbejdere, der har behov for mere hjælp, og dermed skabe forbindelse til individuelle samtaleforløb. Der tilbydes også supervision til ledelsen.
Ekstra hjælp kan tilkaldes til skadestedet
Forebyggelsen handler ikke kun om, hvad der sker med medarbejderen efter en hændelse. Rapporten beskriver også tiltag, som skal mindske risikoen for belastning, mens indsatsen foregår.
PÃ¥ flere arbejdspladser findes der procedurer for at tilkalde ekstra ressourcer og sikre skadesteder, hvis medarbejdernes sikkerhed er truet.
Hos Falck kan medarbejderne eksempelvis tilkalde ekstra ressourcer gennem et døgndækkende driftscenter og en vagthavende leder, som ved behov kan rykke ud. Falck har desuden dialog og aftaler med blandt andre regionerne om sikring af skadesteder og tilkald af politi.
Virksomheden registrerer også løbende vold og trusler mod medarbejderne og iværksætter indsatser på baggrund af indrapporteringer og andre trivselsdata. Udviklingen formidles til medarbejderne i årlige rapporter med henblik på læring og forebyggelse.
Defusing kort efter hændelsen
Hvis en særlig voldsom hændelse har fundet sted, anvendes der på flere arbejdspladser defusing kort efter – ofte inden for få timer.
Formålet er blandt andet at gennemgå hændelsesforløbet, få fakta på plads, skabe overblik og give mulighed for kollegial støtte. Indsatsen sættes ofte i gang af eksempelvis en indsatsleder, holdleder eller operationschef.
I Region Hovedstadens Akutberedskab er mellemledere uddannet til selv at gennemføre defusing. Hvis hændelsen har været særligt belastende, eller lederen selv har været involveret, kan en intern eller ekstern psykolog inddrages.
Falck og PreMed anvender også kollegabaserede TRiM-forløb, hvor særligt uddannede medarbejdere gennem opfølgende samtaler skal bidrage til at opdage og håndtere belastningsreaktioner. En fordel ved kollegastøtten er ifølge kortlægningen, at fagfæller har et indgående kendskab til arbejdet.
Debriefing kan følge efter nogle dage
På nogle arbejdspladser anvendes debriefing efter særligt voldsomme hændelser sådan, at den typisk gennemføres inden for to til 10 dage og efter behov.
Her er formålet en fælles bearbejdning af hændelsen, håndtering af psykiske belastningsreaktioner og en vurdering af, om der er behov for yderligere støtte. Debriefingen kan gennemføres af en særligt uddannet medarbejder eller af en psykolog.
I Region Hovedstadens Akutberedskab gennemføres debriefing eksempelvis af interne kliniske psykologer, mens den andre steder kan varetages af eksterne psykologer eller særligt uddannede medarbejdere.
VIVE’s litteraturgennemgang viser imidlertid, at det er vanskeligt at dokumentere effekten af de enkelte indsatser. Forskningslitteraturen giver sÃ¥ledes ikke belæg for, at enkeltstÃ¥ende, kortvarig psykologisk debriefing i sig selv reducerer symptomer pÃ¥ PTSD, angst eller depression.
Det betyder ikke nødvendigvis, at den konkrete praksis på danske arbejdspladser er uden værdi. Rapporten understreger mere generelt, at det er vanskeligt at isolere virkningen af én bestemt indsats, og at både organisering, arbejdskultur og den måde, tilbuddene gennemføres på, har betydning.
Opfølgningen kan fortsætte med traumebehandling
Efter en belastende hændelse kan der på flere arbejdspladser følges op af en leder eller psykolog. Behovet kan blandt andet blive identificeret efter en defusing, gennem trivselsmålinger eller ved ændringer i medarbejderens fremmøde og vagtmønster.
Der findes også længerevarende psykologforløb rettet mod arbejdsrelaterede problemer. De kan ofte benyttes anonymt og består typisk af et afgrænset antal samtaler med mulighed for forlængelse.
I Region Hovedstadens Akutberedskab foretager interne kliniske psykologer en indledende vurdering af behovet. Hvis problemet ligger uden for deres område, kan medarbejderen henvises videre til eksempelvis egen læge eller psykiatrien.
Akutberedskabet tilbyder desuden egentlig traumebehandling. Den kan både rette sig mod akutte traumer efter nylige alvorlige hændelser og mod tidligere ophobede belastninger, som påvirker medarbejderens funktionsevne på arbejdet eller privat.
Behandlingen omfatter blandt andet EMDR, der er en behandlingsmetode rettet mod traumatiske erindringer.
Tilbud bliver ikke nødvendigvis brugt
Den omfattende liste over tilbud betyder imidlertid ikke, at alle medarbejdere har adgang til dem. VIVE understreger, at kortlægningen er et samlet overblik over indsatser, som findes på tværs af arbejdspladserne. Tilgængeligheden kan variere mellem arbejdspladser, medarbejdergrupper og organisatoriske enheder.
Og selv når et tilbud findes, er det ikke sikkert, at medarbejderne benytter det.
Her peger rapporten på, at en fortsat robustheds- eller machokultur kan være en barriere, særligt blandt frontlinjemedarbejdere på ambulance-, brand- og redningsområdet.
Kulturen beskrives som værende under forandring, men nogle medarbejdere kan fortsat være tilbageholdende med at involvere ledelsen, hvis de oplever psykiske belastninger. Det kan blandt andet skyldes bekymring for konsekvenserne for karrieren.
Samtidig er mulighederne for at flytte en belastet medarbejder til andre opgaver begrænsede i funktioner, hvor kerneopgaven netop består i udrykninger og akutte hændelser.
Hjælpere skal kende arbejdet
Rapporten peger også på, at det har stor betydning, hvem der yder støtten.
På tværs af interviewene fremhæves det som centralt, at eksempelvis psykologer og kolleger med særlige støttefunktioner har et indgående kendskab til arbejdets karakter og vilkår.
Det vurderes som særligt vigtigt på ambulance-, brand- og redningsområdet, fordi arbejdet rummer særegne og akutte opgaver, samtidig med at robusthedskulturen kan gøre medarbejdere tilbageholdende med at modtage hjælp.
Hvis støtten ikke opleves som fagligt genkendelig og praksisnær, kan det derfor gøre det vanskeligere at få medarbejderne til at benytte den.
Daglige belastninger kan blive overset
Selv om mange af de eksisterende indsatser vurderes som velfungerende efter særligt voldsomme hændelser, peger repræsentanter fra området på en væsentlig mangel.
Der er mindre systematik og opmærksomhed omkring de belastninger, der er indlejret i det almindelige arbejde. Ambulancereddere, paramedicinere og brandfolk kan gentagne gange møde alvorlige ulykker, kritisk syge patienter og dødsfald, uden at den enkelte hændelse nødvendigvis udløser en støtteindsats.
De interviewede repræsentanter vurderer de eksisterende tilbud som utilstrækkelige til at fange og forebygge disse mere kontinuerlige belastninger.
Der efterlyses derfor indsatser, som i højere grad kan opdage og håndtere de mindre dagligdags belastninger, der over tid kan ophobes og føre til psykiske belastningsreaktioner.
Ambulanceområdet beskrives som mere professionaliseret
Der er også forskelle internt på ambulance-, brand- og redningsområdet.
Ambulanceområdet beskrives i interviewene som mere professionaliseret end brand- og redningsområdet, når det gælder både uddannelse, kultur og systematik i indsatserne mod psykiske belastninger.
Flere repræsentanter peger derfor på behovet for et kompetenceløft i dele af redningsberedskabet. Det kan blandt andet ske gennem større investeringer i uddannelse og kompetenceudvikling af brandfolk.
Der er også forskelle mellem offentlige og private arbejdspladser. Repræsentanter fra private aktører oplever ikke at være lige så langt med forebyggende indsatser som flere offentlige og regionale arbejdspladser. Det kædes blandt andet sammen med økonomiske og organisatoriske rammer, hvor mindre virksomheder i højere grad selv skal finansiere indsatserne.
Deltidsbrandfolk har særlige udfordringer
Organiseringen med både fuldtids- og deltidsbrandfolk kan også have betydning for adgangen til støtte.
Deltidsbrandfolk skal kombinere arbejdet i redningsberedskabet med et andet hovederhverv. Det kan begrænse deres tilknytning til brandstationen og dermed også deres deltagelse i fælles forebyggende aktiviteter, opkvalificering og støtteordninger.
For denne gruppe kan de pårørende derfor komme til at spille en særlig stor rolle som støtte. Men de pårørende har ikke nødvendigvis de nødvendige forudsætninger for at håndtere eller støtte op om de psykiske belastninger, som brandmandsarbejdet kan medføre.
Arbejdspladser med deltidsansatte er ifølge de interviewede opmærksomme på problemstillingen og arbejder med at styrke støtten til deltidsbrandfolk.
Begrænset viden om, hvad der virker bedst
Trods den lange række af indsatser er en af VIVE-rapportens centrale konklusioner, at det er vanskeligt at afgøre, hvilke tilbud der har størst effekt.
Repræsentanter fra branchen oplever generelt, at indsatserne bidrager positivt til blandt andet trivsel, sygefravær og håndtering af belastninger. Men det er vanskeligt at fastslå, hvilke konkrete indsatser – eller hvilke dele af dem – der gør forskellen.
VIVE peger samtidig på, at virkningen ikke alene afhænger af den enkelte metode. Organiseringen omkring indsatsen, arbejdskulturen og den praktiske gennemførelse har også betydning.
På tværs af forskningen og erfaringerne fremhæves systematik, tidlig opsporing og organisatorisk forankring. Støttetilbud skal samtidig være lette at få adgang til og opleves som en naturlig del af arbejdet.
Rapporten peger generelt på en fordel ved obligatoriske tilbud frem for tilbud, som kræver, at medarbejderen selv rækker ud. Hvis medarbejderen selv skal bede om hjælpen, er der risiko for, at den ikke når nogle af dem, der har størst behov.
Ny analyse skal vise omfanget af PTSD
Den offentliggjorte rapport er første del af et større analysearbejde, som blev igangsat efter Folketingets behandling af to beslutningsforslag om PTSD i højrisikofag.
Ud over ambulance-, brand- og redningsområdet omfatter kortlægningen blandt andet politi, Forsvaret, fængselsansatte, transportområdet samt social- og sundhedsmedarbejdere.
Anden del af analysen skal undersøge selve forekomsten af PTSD blandt relevante faggrupper gennem registerdata og en spørgeskemaundersøgelse. Den ventes offentliggjort omkring december 2026.
