Den nuværende brandsynsbekendtgørelse, som har været uændret siden 2021, vil nu blive opdateret. Det er især ændringer af anden lovgivning, som gør, at der er behov for at opdatere bekendtgørelsen indenfor flere forskellige områder. Det handler blandt andet om, at grænsen for, hvornår der skal ske brandsyn ved arrangementer, hæves fra 150 deltagere til 500 deltagere.
Som en udløber af regeringens udspil ”Mindre bøvl – mere fællesskab” udarbejder Social- og Boligstyrelsen en selvstændig bekendtgørelse om arrangementer. I de nye regler foreslås det bl.a. at lempe grænsen for brandkrav til arrangementer, så reglerne først finder anvendelse ved 500 personer. Der vil således ikke være brandkrav at påse ved de mindre arrangementer.
Derfor vil Beredskabsstyrelsen nu ændre brandsynsbekendtgørelsen, så grænsen for brandsyn – der nu er 150 personer – erstattes af en henvisning til byggelovgivningens grænser.
Brandsynsbekendtgørelsens anmeldelsespligt har endvidere vist sig ikke at være tilstrækkeligt tydelig. Beredskabsstyrelsen er således blevet opmærksom på, at f.eks. ejere af store udlejningshuse ofte ikke er bekendt med anmeldelsespligten. Derfor vil Beredskabsstyrelsen præcisere anmeldelsespligten i brandsynsbekendtgørelsen.
Ændringer for midlertidig overnatning
I henhold til den nuværende brandsynsbekendtgørelse foretages der brandsyn på ”bygningsafsnit, der anvendes til midlertidig overnatning, jf. bygningsreglementet”. Bygningsreglementet er imidlertid blevet lempet, så det er muligt at overnatte midlertidigt i bygninger, som ikke er godkendt til beboelse, og som i visse tilfælde heller ikke er brandsynsobjekter.
Derfor vil Beredskabsstyrelsen præcisere, at brandvæsenerne alene skal foretage brandsyn i forbindelse med midlertidig overnatning, hvis overnatningen finder sted i en bygning, som i forvejen er et brandsynsobjekt.
Herudover gennemføres der mindre ændringer af bekendtgørelsen.
Den ændrede bekendtgørelse er i øjeblikket i høring, hvorefter den vil blive udstedt af Beredskabsstyrelsen.