Brandfolk i Middelfart frygter ulykker under udrykning

Brandstationen på Hans Bangsvej i Middelfart ligger fuldstændig forkert. Det mener brandfolkene i Middelfart, som hver eneste gang alarmen lyder skal svinge de tonstunge køretøjer hen over en cykelsti, hvorefter de med blå blink og sirener skal køre gennem midtbyen – også på dagens travleste tidspunkter med tæt trafik. Brandstationen, som har ligget på Hans Bangsvej bag rådhuset siden 1970, har været en varm kartoffel i årevis. Men intet er sket, og ved brandvæsenets traditionsrige nytårsparole med holdfotografering, taler og uddeling af tegn fik holdleder Dan Kristensen nok.

Midt i kaffen og wienerbrødet, foran politikere og ledende embedsmænd, rejste Dan Kristensen sig op og sagde sin uforbeholdne mening om situationen, skriver Fyens Stiftstidende. “Vi kører med to, nogle gange tre, store lastbiler hen over en cykelsti, når vi rykker ud. Når vi skal hjem fra en brand, skal vi lave et højresving hen over cykelstien”, sagde Dan Kristensen, som også pegede på den tætte bytrafik som en hindring for en hurtig og sikker udrykning. “Jeg håber snart, at man finder en løsning, men uanset hvad, så kommer den for sent. Den skulle have været der for mange år siden”, sluttede Dan Kristensen sin svada, som fik klapsalver fra kollegerne.

Dan Kristensens opsang kom til at stå alene ved parolen, da ingen – heller ikke borgmester Steen Dahlstrøm (S), som har været formand for beredskabskommissionen i 20 år – tog ordet bagefter.

Ud over sikkerheden ved udrykninger er brandfolkene også utilfredse med forholdene på stationen, som de mener er utidssvarende. “Der er for eksempel ingen udluftning i garagen, hvor bilerne skal startes”, siger sikkerhedsrepræsentant Johnny Rasmussen til Fyens Stiftstidende. På nogle af stationens toiletter er der stadig “træk og slip”, og når brandfolkene kommer tilbage fra en udrykning, skal de deles om to brusere for enden af et fællesrum. “Og det gør vi ikke. Så ikke nok med at vores familier skal leve med, at vi bliver kaldt ud midt om natten, så vækker vi også børnene, når vi kommer hjem og bliver nødt til at gå i bad. Og det lugter i hele huset”, siger Johnny Rasmussen.

Annonce