Fyrværkeribranden: Kommunikationsvogn var ubrugelig

Beredskabsstyrelsens nye ledelses- og kommunikationsvogn til 4,5 mio. kr. var fuldstændig ubrugelig i forbindelse med fyrværkeribranden i Kolding. Vognen dur kun til at lave kaffe i og holde chefmøder. Det siger Koldings beredskabschef, efter at Beredskabsstyrelsen i en intern evaluering af indsatsen har kritiseret, at indsatsledelsen ikke brugte kommunikationsvognen.

Brandvæsnets egen radiokommandovogn brændte i løbet af katastrofens første halvanden time, så da politiet kom til katastrofeområdet med deres radiokommandovogn, måtte brandvæsnet binde en indsatsleder til at blive i den. Ellers kunne brandfolk i området ikke kommunikere med politiet, da radioerne er inkompatible.

Beredskabsstyrelsen har investeret 4,5 mio. kr. i deres kommunikationsvogn, der netop skal bruges i katastrofesituationer. Den kom til Kolding efter otte timer, men blev aldrig brugt. “Den var fuldstændig ubrugelig. Den har ikke engang udstyr til at kalde politiet op. Den kan heller ikke sende på vores frekvenser, så hvis den skal i brug, skal der først udleveres særlige radioer til hele mandskabet. Radioer, som de ikke kender. Det har man altså ikke tid til midt i en katastrofe som den, vi oplevede. Den kommandovogn er fuldstændig spild af penge, den dur kun til at lave kaffe i og holde chefmøder”, siger Koldings beredskabschef, Claus Andresen, til Ingeniøren. Til sammenligning koster det mellem 400.000 og 500.000 kr. at erstatte Koldings brændte radiokommandovogn, og det anses lokalt for en stor udgift, men byrådet har lovet at skaffe pengene.

Brandfolkene måtte generelt kæmpe med store problemer med radiokommunikationen under indsatsen. I løbet af katastrofedagen og de følgende dage kom flere brandfolk til hjælp fra 24 kommuner. De havde selv radioer med – af alle mulige slags. “Nogle kunne vi tale med, andre ikke. De kørte på andre frekvenser”, siger beredskabschef Claus Andresen til Ingeniøren. I syv dage arbejdede brandfolkene uden radioer, der kunne kommunikere med hinanden, og der er stadig ingen, som har overblik over, hvilke frekvenser de benytter.

Annonce