Hovedstadens Beredskab har taget ny type lift i brug

Foto: Hovedstadens Beredskab

Mange steder i København er der små porte og snævre passager, som gør, at beredskabets almindelige drejestiger ikke kan anvendes. For at kunne foretage personredning og slukning i f.eks. svært tilgængelige baggårde har Hovedstadens Beredskab derfor anskaffet to nye teleskoplifte, der erstatter de såkaldte Bobcat-stiger.

De nye lifte fremføres på en Volvo FL 280 undervogn, og de sættes af på terrænet før brug. Teleskopliftene er specialbyggede til Hovedstadens Beredskab, og de kan passere åbninger, som kun er 2 meter brede og 2 meter høje. Samtidig er de små lifte meget lettere end de tunge lastvogne med drejestiger.

Liftene har større vægtkapacitet end standardmodellen, og de kører på både diesel- og elmotor, så de blandt andet kan bruges indendørs, f.eks. i et atrium. Arbejdskurven kan løfte to brandfolk med udstyr 18 meter op. Derudover er der strøm og lysprojektører i kurven, ligesom man kan anvende en fastmonteret brandslange.

Når liften sættes op, sikres den med fire fastmonterede støtteben. Hvis indsatsen skal gå særligt hurtigt eller der ikke er plads nok til fuldt udlæg af støttebenene, justerer liften selv sit arbejdsområde. Opsætning og betjening sker enten fra en fjernbetjening på jorden eller på betjeningspanelet i arbejdskurven.

”Vi har mange ældre bygninger, hvor adgangsvejene – porte og indkørsler – er snævre. Det er vigtigt for os, at vi kan foretage redninger og slukningsarbejde på alle bygninger, og derfor er liftene er vigtigt redskab for os”, fortæller operationschef Tim Ole Simonsen fra Hovedstadens Beredskab – og tilføjer: ”For at sikre at liftene kan komme tæt på bygningerne, er de lavet som bæltekøretøj for at kunne køre på ujævnt og skråt terræn”.

Annonce