To personer reddet op fra kanal af københavnske overfladereddere

Foto: Hovedstadens Beredskab

Hovedstadens Beredskab har overfladereddere på vagt på seks stationer, og natten mellem lørdag og søndag var overfladereddere med til at redde to yngre mænd op af Christianshavns Kanal. Redderne var fremme allerede efter 5 minutter, og de vurderer, at det var utroligt tæt på, at hændelsen havde kostet menneskeliv.

Søndag kl. 02.57 lød alarmen fra 112-alarmcentralen med melding om to personer i vandet, Overgaden Oven Vandet, Christianshavn. Allerede 5 minutter senere var de første redningskøretøjer fra Hovedstadens Beredskab fremme på stedet.

En yngre mand var kommet gående på broen over Torvegade på Christianshavn, da han hørte råb om hjælp fra kanalen. Han kiggede ned i kanalens mørke vand, hvor han så en mand, der lå i overfladen. I forsøget på at redde personen og holde ham over vandet, blev han selv trukket ned i det kolde vand. Der gik derefter en rum tid – formentlig 10 minutter – inden en anden borger hørte de nu to personers råb om hjælp, hvorefter han slog alarm.

Da redningskøretøjerne nåede frem, havde en politimand og en borger fat i den ene nødstedte, mens de sad på bolværket. Den anden person flød selv i vandet, tydeligt påvirket af den lave vandtemperatur.

En overfladeredder sprang resolut i vandet og fik et fast tag i personen. Begge personer blev hurtigt trukket op af vandet, og der blev påbegyndt førstehjælp.

”Jeg er ikke i tvivl om, at det drejede sig om sekunder. Var overfladeredderen kommet i et minut senere, var personen gået under”, fortæller overbrandmester Ove Thuesen, der var holdleder på opgaven.

Begge personer var stærkt påvirket af det lange ophold i det kolde vand, og de blev behandlet af ambulancepersonale fra Hovedstadens Beredskab og en akutlæge fra Region Hovedstaden.

”Vi oplever flere og flere situationer, hvor vi skal redde personer op af havnen eller kanalerne. Særligt med de lave vandtemperaturer, vi har nu, kommer man hurtigt i livsfare”, siger Ove Thuesen.

Hovedstadens Beredskab har overfladereddere på vagt på seks stationer og redningsdykkere ved Specialtjenesten på Hovedbrandstationen. Overfladereddere kan foretage redning og bjærgning af personer, der ligger i vandoverfladen eller på lavt vand. Redningsdykkere kan foretage redning og eftersøgningsopgaver, også på store vanddybder.

Foto: Hovedstadens Beredskab

Annonce