
Det fælleskommunale Beredskab Øst skal styrkes med en ekstra autosprøjte med fuldtidsbrandfolk i dagtimerne og en ny vandtankvogn på brandstationen i Gentofte. Det har politikerne i beredskabskommissionen nu godkendt, og dermed øges beredskabets budget med omkring 3,5 mio. kr. om året.
Ændringerne hos Beredskab Øst er knyttet til en ny dimensioneringsplan for det fælleskommunale beredskab, der dækker kommunerne Ballerup, Gentofte, Gladsaxe, Herlev og Lyngby-Taarbæk.
Her har beredskabskommissionen tidligere nikket til, at beredskabet styrkes med en ekstra tankvogn, som placeres i Gentofte. Den skal bemandes med deltidsansatte brandfolk, som tilkaldes ved behov, og som det er kendt fra de øvrige tre brandstationer. Der skal ansættes 10-12 deltidsbrandfolk i Gentofte, hvilket vil koste 0,9 mio. kr. om året. Det er 0,2 mio. kr. mere end hidtil forudsat. Frem til 2028 anvendes en reservetankvogn, men derefter indsættes en ny tankvogn, som vil øge omkostningerne til 1,3 mio. kr.
Får ekstra autosprøjte og et storbrandkoncept
Nu har politikerne også godkendt, at der indsættes en ekstra autosprøjte i dagtimerne. Her er antallet af udrykninger særligt højt, og det er også her, at der hyppigst er samtidige udrykninger. I dagtimerne afvikles der samtidigt obligatorisk vedligeholdelsesuddannelse og gennemføres kompetenceudvikling samt uddannelse i nyt materiel mv. Det er desuden i dagtimerne, at der er størst udfordring med fremmøde af deltidsbrandfolk.
Derfor vil der nu blive indsat en ekstra autosprøjte bemandet med holdleder og tre brandfolk i dagtimerne på visse hverdage udenfor industriferierne. De samlede omkostninger er ca. 1,8 mio. kr. årligt, idet Falcks tilbud på brandmandskab udgør de 1,4 mio. kr. årligt. Autosprøjten er forventeligt klar efter et fællesudbud ultimo 2026.
I alt øges Beredskab Øst budget dermed med 3,5 mio. kr. om året.
Det inkluderer 0,4 mio. kr. til et nyt storbrandskoncept. Her har Beredskab Øst drøftelse med en række virksomheder, særligt medicinal- og forskningsvirksomheder, om muligheden for håndtering af større brande, herunder et koncept for fælles etablering og drift af storbrandskonceptet, som særligt omfatter ressourcer til slukning af brand i væsker med alkoholresistent skumvæske, ventilationsopgaver i store haller og produktionsafsnit samt tilstrækkelig vandforsyning.
En del af virksomhederne har krav til, at der skal forefindes særlig skumvæske på selve virksomheden. Det vil i den forbindelse være mere fordelagtigt for alle, at der sker en fælles udnyttelse af et mobilt koncept, der vil kunne anvendes af Beredskab Øst i hele området. Dette skal analyseres nærmere i løbet af 2026.