Stor kriseøvelse fører til syv anbefalinger til dansk krisestyring

Danmarks nationale krisestyring skal blandt andet blive bedre til at fastholde et fælles situationsbillede, inddrage erhvervsliv og civilsamfund og kommunikere med befolkningen, hvis de normale digitale kommunikationsveje svigter. Det er blandt syv anbefalinger efter den nationale krisestyringsøvelse i 2025, hvor mere end 100 aktører blev udsat for et scenarie med et hybridt angreb mod Danmark.

Erfaringerne fra den store nationale krisestyringsøvelse i efteråret 2025 skal nu bruges til at styrke Danmarks evne til at håndtere kriser. Styrelsen for Samfundssikkerhed har gennemført en erfaringsopsamling, som munder ud i syv anbefalinger.

Mere end 100 statslige myndigheder, regioner, kommuner samt organisationer fra erhvervslivet og civilsamfundet deltog i øvelsen. Scenariet omfattede et hybridt angreb mod forskellige dele af samfundet, og formålet var at teste og styrke samspillet mellem deltagerne under en krise.

”Hele samfundet skal tænkes med, når vi skal styrke Danmarks robusthed og beredskab. Derfor var det også en prioritet, at vi denne gang involverede flere deltagere fra civilsamfund og erhvervslivet i øvelsen. Det var lærerigt for alle. Det er tydeligt, at der er stor appetit på at styrke samarbejdet, og at vi som samfund har et stort potentiale, som kan bringes i spil, når kriser opstår”, siger Laila Reenberg, der er direktør i Styrelsen for Samfundssikkerhed.

Flere skal bidrage til situationsbilledet

En af anbefalingerne handler om at fastholde et løbende situationsbillede, både i den daglige drift og under kriser. Styrelsen anbefaler, at aktører, som ikke har en plads i den nationale krisestyring, i højere grad får mulighed for både at bidrage til og modtage situationsbilledet.

Det gælder blandt andet myndigheder, erhvervsliv og civilsamfundsorganisationer. Samtidig anbefales det mere generelt at styrke rammerne for at inddrage aktører, som ikke fast deltager i de centrale krisestyringsfora.

Formålet er blandt andet at kunne udnytte flere af samfundets kapaciteter og ressourcer under en krise. En bredere inddragelse skal også gøre det muligt at målrette krisekommunikationen bedre til bestemte grupper.

Skal kunne kommunikere uden normale digitale kanaler

Erfaringsopsamlingen peger også på behovet for at genbesøge de procedurer og kommunikationskanaler, som skal bruges til at kommunikere med befolkningen under en krise.

Der skal være kanaler og systemer, som kan anvendes, hvis de sædvanlige digitale kommunikationsveje svigter. Anbefalingen indebærer dermed, at krisekommunikationen ikke må være afhængig af, at de normale digitale løsninger fortsat fungerer.

Samtidig skal organisationerne løbende vedligeholde deres beredskabsplaner. Det omfatter både planer for fortsat drift og for genopretning, og myndighederne opfordres til at have særligt fokus på robusthed og nødløsninger.

Roller og ansvar skal være tydeligere

En anden erfaring fra øvelsen er behovet for større kendskab til roller, ansvar og mandat i den nationale krisestyring. Beskrivelserne af krisestyringssystemet skal derfor tydeliggøres og udbredes, så alle relevante aktører kender deres egen og de øvrige aktørers rolle.

Det gælder også principperne for det tværgående samarbejde, når en krise involverer flere myndigheder og organisationer.

Styrelsen anbefaler desuden, at der er et tilstrækkeligt antal medarbejdere, som har den nødvendige uddannelse, træning og information til at kunne indgå i den nationale og tværgående krisestyring. Der skal samtidig være adgang til de nødvendige kommunikationsmidler.

Vil bruge erfaringerne i arbejdet med totalberedskabet

Den sidste af de syv anbefalinger handler om øvelsesaktiviteten. Myndigheder og andre aktører bør med udgangspunkt i det aktuelle risiko- og trusselsbillede løbende gennemføre øvelser, og der skal også fortsat øves inden for det nationale krisestyringssystem.

Styrelsen for Samfundssikkerhed vil følge op på erfaringerne og anbefalingerne i det videre arbejde med at styrke Danmarks krisestyringskapacitet.

Erfaringerne skal blandt andet indgå i etableringen af det nationale situationscenter, der skal være bemandet døgnet rundt, og i det videre arbejde med at udvikle det danske totalberedskab.

Annonce