Stor redningsøvelse på Avedøreværket

Der har været travlhed på havneområdet på Avedøreværket den seneste uge. Vestegnens Brandvæsen og Københavns Brandvæsen har sendt over 100 brandfolk til Avedøreværket for at træne en helt særlig disciplin: Dybderedning. Senere skal der også øves redning i store højder samt i maskinrum, hvor det er svært at komme til.

”Vi skal kunne få vores folk op, hvis de kommer til skade i lastrummet på vores skibe. Det er en vanskelig og uvant opgave for redningsmandskabet. Så jeg er rigtig glad for, at brandvæsnet kommer ud til os og øver sig, så de lærer området og forholdene at kende”, siger Jens Nybo Stilling Sørensen, der er havnespecialist på Avedøreværket.

Når man står nede i lastrummet på en af DONG Energy’s pramme, der ligger ved kajen på Avedøreværket og danner rammen for øvelsen, er man ikke i tvivl om, at det bliver svært at komme op, hvis man er kommet til skade.

”Der er en lodret væg på omkring 14 meter ned i lastrummet fra skibets ræling, og fra kajkanten og op til rælingen er der otte meter. Så det kræver både det rette udstyr og træning for at få folk op derfra”, fortæller Jens Nybo Stilling Sørensen.

DONG Energy har sammen med Vestegnens Brandvæsen og Københavns Brandvæsen planlagt flere øvelser på Avedøreværket i løbet af det kommende år. Udover dybderedning, som blev trænet i denne uge, er det også planen at øve redning i store højder samt i maskinrum, hvor det er svært at komme til.

”Vi har stor fokus på sikkerheden på værket, og det handler jo først og fremmest om at undgå ulykkerne. Men hvis de sker, skal vi være klar til at reagere hurtigt og korrekt, og det er det, vi nu øver sammen med brandvæsnet”, siger Jens Nybo Stilling Sørensen.

Annonce