Starter arbejdet med evaluering af indsats under snestormen

I denne uge mødtes en række forskellige myndighederne på politigården i Aarhus som et led i evalueringen af den fælles, tværsektionelle indsats under snestormen i forrige uge. Mødet var første skridt i det, som myndighederne selv betegner som ”en grundig evalueringsproces af forløbet og indsatsen under det voldsomme vejrlig”. Fokus vil særligt være på situationen for bilisterne på E45.  

Repræsentanter fra Forsvaret, Vejdirektoratet, Beredskabsstyrelsen, Østjyllands Brandvæsen, kommuner, sundhedsmyndighederne og politiet var med til mødet på politigården i Aarhus, hvor der kom mange refleksioner og input på bordet.

”Vi havde et godt og konstruktivt møde torsdag, hvor alle myndigheder bød ind med deres læringspunkter fra deres egne ansvarsområder, og så drøftede vi selvfølgelig også samarbejdet og koordineringen af hele indsatsen. Mødet var en del af en evalueringsproces, og nu skal vi samle erfaringerne og uddrage de vigtigste læringspunkter. Der er helt sikkert en masse læring at trække fra hele forløbet, men det er stadig for tidligt at stå og konkludere en masse i offentligheden”, siger politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.

En frustrerende situation

Det primære tema på mødet var situationen på E45, hvor mange bilister sad i flere timer i deres biler, da vejen var sneet til og en lang række lastbiler sad fast på tværs af vejen. Efterfølgende har der været hård kritik af manglende eller direkte fejlagtig kommunikation fra især politiet.

”Vi forstår til fulde, at det har været en ubehagelig og frustrerende oplevelse for de borgere, der måtte sidde mange timer i deres biler på E45, og vi er kede af, at de ikke har følt sig godt nok hjulpet eller informeret. Vi stod i en ekstrem situation under vanskelige forhold, og der blev knoklet løs både dag og nat i alle myndigheder for at løse situationen, men der er uden tvivl nogle ting, som vi kan lære af”, siger Brian Voss Olsen.

Der kommer ifølge Østjyllands Politi til at gå noget tid, inden evalueringsprocessen er endeligt afsluttet, og først når det er sket, vil myndighederne melde yderligere ud om de erfaringer, der er gjort.

Annonce