Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland har reelt aldrig anvendt ambulancebasen i Løkken. Men selv om ambulanceredderne har fortalt om, at ambulancer alligevel blev registreret som tilknyttet Løkken-basen, var der ikke tale om bevidst snyd fra Den Præhospitale Virksomheds side. Det konkluderer en ny redegørelse.
Sagen startede, da anonyme ambulancereddere i Region Nordjylland kunne fortælle, at Den Præhospitale Virksomhed i praksis aldrig sendte ambulancer til ambulancebasen i Løkken, selv om det var meldt ud, at der skulle være en ambulance i Løkken i weekenderne. Men alligevel blev det registreret, at der i weekenderne var en ambulance, som var tilknyttet basen. TV 2 kunne dog også dokumentere, at ambulancen aldrig dukkede op i Løkken.
Det fik regionspolitikerne til at bestille en redegørelse, som er blevet udarbejdet af det eksterne konsulentfirma Implement Consulting Group.
Konsulentfirmaet har gennemført en datagennemgang samt interviews med ledere og medarbejdere. På den baggrund konkluderer de, at det er helt korrekt, at ambulancebasen i Løkken har stået tom – den har i 2025 nærmest ikke været brugt i åbningstiden i weekenderne.
Individuel tolkning og usikkerhed hos medarbejderne
Konsulentfirmaet konkluderer, at der ikke har været tale om bevidst snyd fra Den Præhospitale Virksomheds side.
Konsulenterne har således ikke fundet grundlag for at konkludere, at der er foregået systematisk eller bevidst misvisende registreringer. Men der har været begrænsede og mangelfulde instrukser for disponering, hvilket har skabt grundlag for individuel tolkning og usikkerhed hos medarbejderne. Samtidig har ledelsen i Den Præhospitale Virksomhed været for langt fra driften.
Ifølge redegørelsen har der været skabt en forventning om tilstedeværelse på ambulancebasen i Løkken, som ikke har været afspejlet i praksis. Derfor er der behov for at have klarere retningslinjer, bedre kommunikation – og altså at ledelsen skal være tættere på driften.
Politikere forventer at baser rent faktisk anvendes
”Det er utilfredsstillende og et problem, når vi har en politisk forventning om, at vi har en ambulancebase i Løkken, og den så ikke bliver brugt. Vi har et flydende beredskab, som betyder, at ambulancerne er de steder i Nordjylland, hvor der er behov for dem. Men når vi har oprettet baser fordelt rundt i hele Nordjylland, forventer vi politikere i regionsrådet og vores nordjyske borgere også, at de bliver brugt”, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V) – og fortsætter:
”Jeg noterer mig selvfølgelig også, at redegørelsen viser, at der ikke er fundet grundlag for, at der har været snyd med instrukser og disponering af ambulancer, men der derimod har været for få instrukser, retningslinjer og manglende kommunikation fra ledelsen til medarbejderne og til det politiske niveau. Jeg forventer, at den nye ledelse hurtigst muligt retter op på dette”.
Direktør vil ændre praksis – og sende ambulancer til Løkken
Ifølge den netop tiltrådte direktør for Den Præhospitale Virksomhed, Maibrit Brandt, vil hun nu handle på kritikken. Først og fremmest vil der rent faktisk blive sendt ambulancer til Løkken, hvilket hun beskriver som en praksisændring:
”Vi har ændret praksis, så vi er i Løkken. Det betyder, at basen bliver brugt i meget større omfang i åbningstiden i weekenden, selvfølgelig medmindre ambulancen er optaget af andre opgaver som følge af vores flydende beredskab”, siger Maibrit Brandt.
”Redegørelsen viser, vi har flere forbedringspunkter. Vi har som ledelse ikke været tydelige nok i vores retningslinjer og kommunikation overfor vores medarbejdere. Der har været tvivl om, hvordan vi skal disponere vores ambulancer, og det er noget, vi skal rette op på. Derfor er vi også i gang med at iværksætte en række tiltag, som fremover skal sikre en ensartet arbejdsgang. Som ledelse skal vi bidrage med klar og tydelig kommunikation, så alle vores medarbejdere kender vores retningslinjer, og vi skal have en tydeligere orientering til vores politikere”, siger Maibrit Brandt.