Falck må nedlægge 70 stillinger

Som tidligere omtalt på BeredskabsInfo overgår den siddende sygetransport i det gamle Vestsjællands Amt den 1. februar 2008 fra Falck til Movia, og den 30. september udløber Falcks tilsvarende kontakt med det gamle Storstrøms Amt – og heller ikke her er Falck interesseret i at fortsætte med opgaven. Det indebærer, at 70 Falck-medarbejdere nu mister deres arbejde.

Falck indledte i går en større fyringsrunde, der fortsætter i dag. Der skal afskediges 70 medarbejdere i de gamle Vestsjællands og Storstrøms amter. “Det har været undervejs i flere måneder. Alle har vidst, at det ville komme. Afskedigelserne skete i går i Nykøbing F. og forsætter i dag i Maribo og Nakskov”, siger reddernes fællestillidsmand, Anders Sørensen, Næstved, til Lolland-Falsters Folketidende.

Fyringsrunden er en direkte følge af, at Region Sjælland har sendt den siddende sygetransport i udbud. Falck har hidtil har haft kontrakt på siddende sygetransport. Men den 30. september er det slut i det gamle Storstrøms Amt. Og det betyder, at de 85 ansatte indenfor sygetransport står uden en stor del af deres arbejdsopgaver. “Vi har dagligt cirka 1.600 siddende sygetransporter. Det vil falde til 400, og derfor er afskedigelserne desværre nødvendige. Især også set i lyset af, at vi også har mistet mange af de kørsler, vi før havde for kommunerne”, siger Henrik Nilsson, stationsleder i Nykøbing Falster, til Lolland-Falsters Folketidende. Han måtte i går fyre fem medarbejdere på stationen.

I alt skal der fyres 28 i det gamle Storstrøms Amt, da seks medarbejdere har valgt selv at stoppe. “Vi har også omskolet flere”, forklarer stationslederen. Fællestillidsmanden bebrejder da heller ikke sin arbejdsgiver. “Falck er nødt til at reagere på den deadline, for der er flere kolleger, der har en opsigelsesperiode på seks måneder”, fortæller Anders Sørensen. Han mener, at Region Sjælland har et moralsk ansvar. “Det betyder, at der bliver færre retrætestillinger. Når regionen slider folk op på ambulancekørsel, har de et ansvar for, at der er stillinger til de ældre ansatte, der ikke er så fysisk belastende”, siger Anders Sørensen.

De afskedigede medarbejdere vil indgå i en jobbank, hvorfra Falck vil rekruttere, når der opstår ledige stillinger på Sjælland.

Annonce