Et stort internationalt forskningsprojekt med dansk deltagelse skal undersøge, hvilken metode til defibrillering der giver patienter med hjertestop de bedste overlevelseschancer. Forskerne sammenligner tre forskellige metoder, herunder en metode, hvor patienten får to stød hurtigt efter hinanden. Målet er at inkludere 909 patienter, og de første 320 patienter indgår allerede i undersøgelsen.
Hvilken metode til defibrillering giver den bedste chance for at overleve et hjertestop uden for hospitalet? Det skal et internationalt forskningsprojekt med deltagelse fra Danmark, Finland, Belgien og Irland forsøge at besvare. Projektet, der har navnet STRAT-DEFI, undersøger tre forskellige metoder til at give elektriske stød til patienter med hjertestop.
Forskningsprojektet begyndte i Region Midtjylland i marts 2025, og siden er undersøgelsen blevet udvidet til de øvrige deltagende danske regioner. I foråret 2026 begyndte forskere i Finland og Belgien også at inkludere patienter, mens der fortsat arbejdes på at få de nødvendige godkendelser i Irland.
I september 2026 var 320 patienter blevet inkluderet i undersøgelsen, der efter planen skal omfatte i alt 909 patienter. Forskerne har nu offentliggjort en videnskabelig artikel i tidsskriftet Resuscitation Plus, hvor de beskriver undersøgelsens metoder og formål.
Tre forskellige metoder sammenlignes
Forskerne sammenligner tre metoder til defibrillering. Den første er den nuværende standardmetode, hvor to elektroder placeres på patientens brystkasse – den ene foran og den anden på siden. Det er denne metode, der i dag anbefales som udgangspunkt i de europæiske retningslinjer for genoplivning.
Ved den anden metode ændres elektrodernes placering, så den ene sidder foran på brystkassen og den anden på ryggen. Formålet er at undersøge, om en anden placering kan gøre defibrilleringen mere effektiv.
Den tredje metode kaldes dobbelt sekventiel defibrillering. Her anvendes to defibrillatorer med hvert sit sæt elektroder, så patienten får to elektriske stød umiddelbart efter hinanden. Stødene gives altså ikke samtidig, men i hurtig rækkefølge.
Patienterne fordeles tilfældigt mellem de tre behandlingsmetoder. For at kunne indgå i forsøget skal patienten være mindst 18 år, have hjertestop uden for hospitalet og have modtaget mindst ét stød fra det præhospitale personale. Desuden skal den senest konstaterede hjerterytme være stødbar, og der skal være to manuelle defibrillatorer til rådighed.
Tidligere undersøgelse viste lovende resultater
Baggrunden for forskningsprojektet er, at der fortsat mangler sikker viden om, hvilken defibrilleringsmetode der er mest effektiv ved hjertestop. Selv om elektriske stød er en central del af genoplivningen af patienter med stødbar hjerterytme, lykkes det ikke altid at få hjertet tilbage til en normal rytme.
En tidligere canadisk undersøgelse, DOSE-VF, sammenlignede de samme tre metoder hos patienter, hvor tre forsøg på defibrillering ikke havde haft den ønskede effekt. Undersøgelsen viste en forbedret overlevelse frem til udskrivelsen fra hospitalet ved begge de alternative metoder.
Resultaterne var imidlertid behæftet med metodemæssige begrænsninger. Derfor er anbefalingerne om de alternative metoder fortsat forsigtige, og de europæiske retningslinjer fra 2025 fraråder rutinemæssig anvendelse af dobbelt sekventiel defibrillering.
Det nye forskningsprojekt adskiller sig blandt andet fra den canadiske undersøgelse ved, at patienterne kan inkluderes allerede efter det første stød fra det præhospitale personale. Forskerne ønsker dermed at undersøge, om de alternative metoder kan have en effekt tidligere i genoplivningsforløbet.
Overlevelse efter 30 dage er afgørende
Det vigtigste mål i STRAT-DEFI er at undersøge, hvor mange patienter der er i live 30 dage efter hjertestoppet. Forskerne vil desuden sammenligne overlevelsen efter 90 dage og undersøge patienternes neurologiske tilstand, herunder om de har fået hjerneskader som følge af hjertestoppet.
Der bliver også indsamlet oplysninger om, hvorvidt patienterne får deres egen blodcirkulation tilbage, deres videre hospitalsforløb og deres livskvalitet. Der er planlagt yderligere opfølgning efter 180 dage og et år.
Forskerne har beregnet, hvor mange patienter der skal indgå i undersøgelsen, ud fra en forventning om, at 20 pct. af patienterne i gruppen med standardbehandling vil være i live efter 30 dage. Undersøgelsen er tilrettelagt, så den med tilstrækkelig statistisk sikkerhed kan påvise en forbedring til 30 pct. i en af grupperne med alternativ behandling.
Der er dog tale om forudsætninger for undersøgelsens størrelse og ikke om resultater. Forskerne har endnu ikke offentliggjort oplysninger om, hvilken af de tre metoder der giver den bedste overlevelse.
Præhospitalt personale skal afprøve metoderne
Det danske præhospitale beredskab spiller en væsentlig rolle i forskningsprojektet. Blandt forskerne er Allan Bach fra Præhospitalet i Region Midtjylland, der er cheflæge for ambulancer og akutlægebiler.
Allan Bach fremhæver, at forskere og klinikere fra Danmark, Belgien, Finland og Irland samarbejder om systematisk at undersøge, hvordan stød skal gives til patienter med hjertestop for at forbedre deres overlevelseschancer.
Han peger samtidig på, at omkring 4.500 personer hvert år får hjertestop i Danmark, og at Præhospitalet i Region Midtjylland deltager i arbejdet med at udvikle behandlingen og gøre genoplivningen bedre.
Undersøgelsen gennemføres i den præhospitale indsats, hvor ambulancepersonale og andre behandlere skal anvende den behandlingsmetode, som patienten tilfældigt er blevet tildelt. Det stiller krav til uddannelse og træning, fordi de alternative metoder indebærer andre procedurer end den sædvanlige defibrillering.
Forskerne understreger desuden, at der er behov for at overvåge eventuelle utilsigtede hændelser ved dobbelt sekventiel defibrillering. Det gælder blandt andet risikoen for skader på defibrillatorerne og utilsigtede elektriske stød til personalet.
Forskningsprojektet er blandt andet finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond, Novo Nordisk Fonden og Hjerteforeningen.
