En ny paramedicinerbil, der får base i Herning, skal sikre, at flere borgere kan blive undersøgt og behandlet i eget hjem. Bilen skal især køre ud til borgere, der har brug for hurtig, sundhedsfaglig hjælp, men ikke nødvendigvis har brug for at komme på hospitalet. Senere bliver endnu en paramedicinerbil indsat i Horsens.
Præhospitalet i Region Midtjylland har sat et nyt beredskab på gaden i form af en paramedicinerbil, der kører ud fra Præhospitalets base i Herning. Herfra skal den køre ud til borgere, der har behov for hjælp eller undersøgelse, og som måske med fordel kan blive behandlet på stedet.
Bilen vil dog også blive sendt til akutte situationer – for eksempel hvis den kan være først fremme til en livstruende situation.
Paramedicinerbilen i Herning er den sjette af sin slags i Region Midtjylland og lignende beredskaber findes allerede i Aarhus, Grenaa, Lemvig, Ringkøbing og Randers. Senere bliver endnu en paramedicinerbil indsat i Horsens.
”Når vi øger antallet af paramedicinerbiler, får vi endnu bedre muligheder for at rykke behandlingen fra hospitalerne til borgernes eget hjem. På den måde er paramedicinerbilerne med til at styrke det nære sundhedsvæsen og skabe tryghed blandt borgerne”, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Kan foretage grundig undersøgelse af patienten
Paramedicinerbilerne medbringer flere typer medicin og såkaldt ”point-of-care-udstyr”, der dækker over udstyr til en række patientnære undersøgelser. Det giver paramedicinerne mulighed for at undersøge patienten meget grundigt – eksempelvis infektionstal, mængden af røde blodlegemer og væsketal – og derigennem få et bedre billede af patientens tilstand for at fastslå den rette behandling. Udover egne sundhedsfaglige kompetencer kan paramedicineren også på stedet konferere med lægen på AMK-vagtcentralen.
”Paramedicinerbilen bliver et vigtigt værktøj for vores arbejde i området. Mulighederne for både undersøgelse og behandling betyder, at flere patienter kan få den behandling, de har brug for, samtidig med de slipper for at skulle på hospitalet. Derudover letter paramedicinerbilen presset på vores øvrige beredskaber, så de kan bruges i de situationer, hvor de kan gøre en forskel”, siger Palle Juelsgaard, der er lægefaglig direktør i Præhospitalet.
Paramedicinerbilen i Herning kører hver dag fra otte morgen til otte aften. Otte paramedicinere indgår i beredskabet.