Ny transportform for hjertepatienter frigiver ambulancer til andre opgaver

Foto: Region Midtjylland

Fremover bliver hjertepatienter som udgangspunkt transporteret af en sygetransport med overvågning (ST-O), når de skal flyttes mellem hospitaler i Region Midtjylland. Den nye ordning forventes at omfatte op til 800 patienter årligt. Det skal frigive ambulancer til mere hastende opgaver.

Den 1. december 2025 trådte en ny retningslinje i Region Midtjylland i kraft. Den betyder, at hjertepatienter som udgangspunkt skal transporteres af en sygetransport med overvågning (ST-O) frem for en ambulance, når de skal flyttes mellem hospitaler i regionen.

Den forventes at omfatte op til 800 patienter årligt. Det skal frigive ambulancerne til mere hastende opgaver.

”Sygetransport er en patientsikker måde at transportere langt de fleste hjertepatienter. Vi har også lavet klare kriterier for, hvornår man skal bestille en ambulance. For eksempel hvis patienten er svært syg eller har haft et nyligt hjertesvigt”, siger Carsten Stengaard, som er hjertemedicinsk cheflæge på Regionshospitalet Horsens.

Skiftet vil også give mindre ventetid for patienterne, da sygetransporterne ofte er hurtigere at få fat på og ikke kan blive omdisponeret til mere hastende opgaver.

Reddere kan konferere med læge

Retningslinjen er grundigt afprøvet og undersøgt op til implementeringen. Den er lavet i samarbejde mellem Præhospitalet og regionens hjerteafdelinger – herunder især Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Horsens.

”Uden at gå på kompromis med patienternes sikkerhed kan vi på denne måde frigive ambulancerne til flere akutte opgaver, hvor de kan gøre en forskel”, siger Tina Arentzen Bjerre, der er vagtcentralchef i Region Midtjyllands AMK-vagtcentral.

En sygetransport med overvågning er bemandet af to uddannede sygetransportreddere, der kan måle og holde øje med patientens tilstand under kørslen. Sygetransportredderne kan også konferere med en læge og tilkalde hjælp, hvis behovet opstår.

Annonce