
En ny videoløsning på Region Midtjyllands AMK-vagtcentral gør det mere effektivt at bruge video ved vurdering af sygdom og skade i forbindelse med 112-opkald. En af de store gevinster er, at den kan integreres med de systemer, som allerede bliver brugt i AMK-vagtcentral og Lægevagtens Natberedskab. Som noget nyt kan medarbejderen på AMK-vagtcentralen også vælge at tænde sit eget kamera, så vedkommende kan ses hos borgeren.
AMK-vagtcentralen i Region Midtjylland, der tager imod sundhedsfaglige 112-opkald, har i maj implementeret et nyt videosystem. Den byder både på nye funktioner og gør videoopkaldene mere stabile, tydelige og nemme at bruge.
”Med det nye system får vi en løsning, som her og nu vil gøre det nemmere og mere effektivt for borgerne at blive undersøgt via video. Samtidig indeholder den en række muligheder, der også kan få betydning i fremtiden”, fortæller Tina Arentzen Bjerre, der er vagtcentralchef for AMK-vagtcentralen.
Løsningen forventes også snart at blive implementeret i Lægevagtens Natberedskab, som er den natlige lægevagt i Region Midtjylland.
Den nye videoløsning har en række nye funktioner, som forventes at blive implementeret løbende. En af de store gevinster er, at den kan integreres med de systemer, som allerede bliver brugt i AMK-vagtcentral og Lægevagtens Natberedskab.
”Dermed kan medarbejderne med ét klik sende et videolink direkte fra deres system uden at skulle skifte platform eller indtaste telefonnumre manuelt”, siger Tina Arentzen Bjerre.
Indringeren kan se medarbejderen på vagtcentralen
Som noget nyt kan medarbejderen på AMK-vagtcentralen også vælge at tænde sit eget kamera, så vedkommende kan ses hos borgeren.
”Det kan gøre det nemmere at kommunikere og skabe tryghed, hvis borgeren kan se et menneske i den anden ende. Det kan især give mening, hvis man for eksempel skal undersøge børn eller andre, der er urolige. Det bliver op til den enkelte medarbejder, om og hvornår man vil benytte sig af den mulighed”, siger Tina Arentzen Bjerre.
Af andre nye og nyttige funktioner kan nævnes, at løsningen har sin egen indbyggede GPS, som viser, hvor borgeren ringer fra. Samtidig har den en street view-funktion, så man ved hjælp af tidligere affotografering kan se området, som hvis man var der selv.
Mulighed for konferencekald med ambulancen
Løsningen rummer også fremtidige muligheder, som vil blive afprøvet, når den indledende implementering er overstået.
Mest central er muligheden for at lave konferencekald, hvor flere personer kan deltage i samme videoopkald. På den måde vil opkaldet for eksempel kunne deles med medarbejderne i ambulancen på vej mod skadestedet. Eller med specialisterne på landets sygehuse ved mistanke om bestemte typer af sygdom.
”For borgerne kan det også være med til at sikre en bedre sammenhæng i deres sygdomsforløb på tværs af hele sundhedsvæsnet”, siger Tina Arentzen Bjerre.