
I sidste måned meddelte PreMed, at selskabet opsiger ambulancekontrakten med Region Nordjylland fra marts 2027. Årsagen fremgår tydeligt af PreMeds nye regnskab, som viser, at PreMed taber et rekordbeløb på den nordjyske ambulancekørsel. Selv om omsætningen også sætter rekord, så betyder især øgede lønudgifter, at PreMed får et underskud på 8 mio. kr. Desuden har PreMed modtaget et krav om betaling af hele 18 mio. kr. i bod.
Ambulancekontrakten med Region Nordjylland er indtil videre PreMeds eneste ambulancekontrakt. Men siden opstarten i 2022 har kontrakten været tabsgivende for PreMed.
I 2024 fik PreMed en bruttofortjeneste på 116,5 mio. kr., og det er rekord i forhold til året før, hvor bruttofortjenesten var på 114,5 mio. kr. Men samtidig steg lønudgifterne fra 106,6 mio. kr. i 2023 til 115,8 mio. kr. Det var hovedårsagen til, at året endte med et samlet underskud på 8,2 mio. kr. Det er det største underskud i selskabets historie, og det overgår de 7,7 mio. kr., som PreMed tabte i 2022, der var kontraktens første driftsår. PreMeds ledelse betegner resultatet som utilfredsstillende.
Med det seneste underskud har PreMed nu en negativ egenkapital på 20 mio. kr. Det vil sige, at selskabets passiver er 20 mio. kr. højere end selskabets aktiver.
Det fremgår af regnskabet, at PreMed har modtaget et krav om bodsbetaling på hele 18 mio. kr. Ifølge regnskabet afviser PreMed kravet, ligesom det fremgår, at PreMed har et tilsvarende modkrav. Derfor er meldingen fra PreMed, at kravet ikke forventes at få en ”væsentlig” indvirkning på PreMeds regnskab.
Den finske ambulanceoperatør 9Lives ejer størstedelen af aktierne i PreMed.