Reddere: Konstant flytning af ambulancer går ud over arbejdsmiljøet

Arkivfoto: Niels Aage Skovbo

For at nedbringer ambulancernes responstider flytter Region Midtjylland løbende rundt på ambulancernes placering, så ambulancerne – og dermed redderne – i løbet af en vagt ofte bliver flyttet rundt mellem flere stationer. Det sker op til seks gange på en vagt, hvor redderne f.eks. kan blive vækket for at køre til en ny station, og nu advarer redderne om, at det går ud over arbejdsmiljøet.

Som udgangspunkt har ambulancerne i Region Midtjylland en fast placering, men regionen anvender forkantsdisponering, hvor ambulancerne løbende flyttes rundt, så de er placeret optimalt for at sikre en lav responstid. Nogle gange flyttes ambulancerne til egentlige stationer, andre gange til mere interimistiske faciliteter, hvor ambulancerne af hensyn til arbejdsmiljøet kun må holde to timer ad gangen.

Nu advarer Reddernes Landsklub imidlertid om, at den løbende flytning af ambulancer – den såkaldte basekørsel – har negative konsekvenser for arbejdsmiljøet og risikerer at påvirke reddernes evne til at yde en høj kvalitet over for patienterne.

Vækkes for at køre til ny placering

”I Reddernes Landsklub er vi stærkt bekymrede over den store brug af basekørsel, som hersker i Region Midtjylland”, skriver landsklubben, der peger på, at redderne i Region Midtjylland hvert eneste døgn sendes ud på lange køreture for at rede sengen op på diverse baser og eksempelvis 1,5 time senere bliver vækket for at køre videre til en ny base. ”Vi har eksempler på reddere, der har været på seks baseophold i løbet en vagt på 24 timer”, skriver Reddernes Landsklub.

”Vi mener utvivlsomt, at de enkelte regioner, som ansvarlige ordregivere til ambulancetjenesten, i højere grad skal påtage sig ansvaret for at sikre et godt arbejdsmiljø for redderne i dagligdagen. Dette arbejde skal ske i et konstruktivt samarbejde med faglige repræsentanter og de enkelte ambulanceoperatører. Det er muligt at holde fornuftige responstider uden brug af basekørsel. Reddernes Landsklub har igennem længere tid været opmærksomme på, at der i Region Midtjylland er et særligt stort og belastende brug af ambulanceberedskaber til basekørsel og udstationering. Vi følger udviklingen tæt og stiller os undrende overfor, hvorfor man i én region gør brug af det, mens man i andre regioner ikke anvender det i samme omfang”, lyder det fra landsklubben.

Kan blive tema under overenskomstforhandlinger

De nuværende overenskomster giver mulighed for at udstationere ambulanceberedskaber i tilfælde af akut afløsningsbehov eller ved sygdom samt hvor det følger af kundekrav, hvilket er den passus, som finder anvendelse i Region Midtjylland. Ifølge Reddernes Landsklub vil 3F imidlertid frem mod 2020-overenskomsten følge udviklingen, og såfremt medlemmerne rejser behovet, vil 3F bringer det ind i overenskomstforhandlingerne.

”Ambulanceredderne i Danmark rykker hver dag ud til borgere i alle typer af situationer. Det at kunne gøre en forskel for borgerne, er det, som giver mening for redderne i deres dagligdag. Når ambulanceberedskaberne flyttes rundt i regionen uden at komme i reel patientkontakt, skaber det en meningsløshed og belastning for arbejdsmiljøet og kan være en forstærkende virkning til at danne belastningsreaktioner hos kollegerne”, slutter Reddernes Landsklub.

Annonce