Har haft rekordmange fritrækninger langs vestkysten

Mere end 50 procent flere bilister har haft brug for at blive trukket fri på strandene langs den jyske vestkyst denne sommer. Det viser tal fra SOS Dansk Autohjælp, som hver sommer oplever, at de må rykke ud og trække strandede bilister fri. Men denne supersommer har dog været usædvanlig travl, når det solrige danske sommervejr har tiltrukket et utal af strandgæster.

”Den varme sommer har givet os reddere mange strandture i år – de fleste har dog været i arbejdsbukserne frem for badebukserne. Den vedholdende sol og varme har nemlig gjort sandet ekstremt tørt og dermed løst, og det løse sand har gjort, at bilister nemmere er kørt fast”, forklarer Jesper Rebsdorf, der er distriktsleder ved SOS Dansk Autohjælp i Sydjylland.

Fritrækningerne har især været nødvendige på Vejers, Fanø og Rømø strand.

Uerfarne strandkørere får problemer

Hver sommer besøger mange turister de vestjyske strande, og de flade strande i Sydvestjylland giver god mulighed for at tage bilen med. Det kræver dog lokalkendskab at køre på strandene, og netop strandbilisterne er ofte turister, som hverken er lokalkendte eller vant til at køre i sand.

”De uerfarne strandkørere vil instinktivt søge at holde sig til de hjulspor, som andre har lavet. Men det kan gøre det svært at undvige sandbunker eller fordybninger, og så er der større risiko for, at man kører fast”, fortæller Jesper Rebsdorf.

Mange har kørt helt nede langs vandkanten, og det kan gå an, så længe man er i fart, men parkerer man bilen her, mens man tager en svømmetur, kan det være risikabelt.

”Holder bilen stille i bare 10 minutter, kan den være sunket så meget ned i sandet, at man sidder fast”, siger Jesper Rebsdorf.

Annonce