SOS vinder stor kontrakt med PostNord

SOS Internationals assistanceorganisation har vundet et udbud på vejhjælp og transport for PostNord i Danmark, Sverige og Norge. SOS skal fremover levere vejhjælp til PostNord i de tre lande, både ved at assistere på stedet, over telefonen og ved at bugsere på værksted og sørge for byttebiler. I Danmark omfatter kontrakten også transport af solgte og udfasede køretøjer.

”Vi er stolte af, at PostNord har valgt os som strategisk partner i Danmark, Sverige og Norge. Vi ser det som et rigtig godt match, ikke mindst fordi både PostNord og SOS International er stærke nordiske aktører. Med aftalen sætter vi en streg under, at SOS International er markedsledende i Norden, når det gælder service og kvalitet”, siger Ellen Trolle, der er divisionsdirektør i SOS International.

”På længere sigt ser vi også et rigtig godt udbytte af samarbejdet på det digitale område, hvor PostNord har vist stor interesse for SOS Internationals strategi for udvikling af smart vejhjælp og andre digitale løsninger”, siger Jan Bøjstrup Christensen, der er landedirektør i SOS International i Danmark.

Kontrakten er treårig og er allerede trådt i kraft.

Annonce