5.000 protesterer mod lukning af brandstation

Hele 5.195 borgere fra Esbjergs nordlige forstæder protesterer mod, at beredskabskommissionen vil lukke brandstationen i Sædding inden en ny og bedre placeret station er klar. De mange borgere har skrevet under på en protest til Esbjerg Kommune, og antallet af underskrifter svarer til, at omkring 60 procent af alle husstande i lokalområdet har skrevet under på protesten. Brandfolkene mener, at den lavere responstid, som brandstationen i Sædding har i det nordlige del af Esbjerg, kan betyde forskellen mellem liv og død.

Brandstationen i Sædding blev oprettet i 1999, men fra 1. maj 2009 skal det nordlige Esbjerg atter dækkes fra Falck-stationen på Gammelby Ringvej. På længere sigt vil Esbjerg Kommune oprette en ny brandstation med en bedre placering, men der er endnu ikke truffet beslutning om, hvor den nye station skal placeres, og den ventes tidligst udrykningsklar om to-tre år. Og såvel borgerne som de 22 deltidsbrandfolk kritiserer, at beslutningen om at lukke stationen i Sædding er taget inden en ny station står klar.

“Så længe der kun er en enkel brand, tror jeg nok det skal gå. Men når der er to brande samtidig, så vil der komme problemer med at overholde responstiderne. Og 5-7 minutter ekstra kan altså betyde liv eller død”, siger brandfolkenes tillidsmand, Martin Paulsen, til DR Esbjerg.

Annonce