Beredskabet på Tunø har fået en stor opgradering

Foto: Odder Kommune

Beredskabet på Tunø i Odder Kommune består af seks frivillige brandfolk, og de får nu opgraderet både deres udstyr og deres uddannelse. Brandfolkene er i disse dage på fastlandet for at få vedligeholdt og opgraderet deres brandmandsuddannelse, og samtidig har de fået udskiftet deres slukningskøretøj.

De frivillige på Tunø er en del af Østjyllands Brandvæsen. Brandfolkenes uddannelse sker derfor også på Østjyllands Brandvæsens Uddannelsescenter, og uddannelsen er skræddersyet til forholdene på Tunø.

Den seneste brand på øen var i december 2020, hvor de frivillige i den grad viste deres værd, da de slukkede en bygningsbrand. Mens Tunøs frivillige er på fastlandet, er der sendt frivillige kollegaer fra Aarhus til Tunø, således at beredskabet kan opretholdes.

Foruden uddannelsen får de frivillige også udskiftet deres slukningskøretøj. En Toyota med en fortid hos Aarhus Brandvæsen udskiftes med en nyere Mercedes-Benz Sprinter 4×4. Den har en vandtank på 500 liter og en Rosenbauer Otter-pumpe med en ydelse på 500 l./min.

Foto: Odder Kommune
Foto: Odder Kommune

Annonce