Borgmester: Der var intet alternativ til Falck

Google Streetview
Falck-stationen i Vojens

Falck er reelt de eneste, der kan varetage brandslukningen i Vojens Kommune. Det skriver borgmester Nis Mikkelsen (V) i et brev til Konkurrencestyrelsen, som har ønsket en redegørelse for at Vojens Kommune i april forlængede kontrakten med Falck uden at give andre lov til at byde på opgaven. 

Borgmesteren skriver i brevet, at de nærmeste alternativer til Falck er Vejle Brandvæsen og brandvæsnet i Flensborg, og borgmesteren mener ikke at disse brandvæsener ville være interesserede i at byde på opgaven. Samtidig udelukker borgmesteren, at de forhenværende kommunale brandfolk, der i dag er samlet i Vojens Frivillige Brandværn, kan varetage opgaven brandslukningsopgaven.

I brevet betegner Nis Mikkelsen Vojens Brandværn som en privat forening, der ikke anses for en relevant samarbejdspartner på det brandslukningsmæssige område. De frivillige har ikke økonomisk mulighed for at drive et brandvæsen og overtage mekanikken fra Falck, fastslår Nis Mikkelsen, der også kalder Vojens Frivillige Brandværn for en selskabelig forening.

Nis Mikkelsen lægger i brevet ikke skjul på at Vojens Kommune føler sig forfulgt af Konkurrencestyrelsen i og med at styrelsen ikke har undersøgt andre kommuners udbud af brandslukningen. “Jeg tvivler da også på, at kommuner med frivillige brandværn undersøger priserne hos Falck, når de indgår aftaler med deres frivillige brandværn”, skriver Nis Mikkelsen.

Annonce