Brandfolk afslørede litauisk tyvebande

Vakse brandfolk fra Nordsjællands Brandvæsen var torsdag med til at afsløre en litauisk tyvebande, der tilsyneladende benyttede stjålne kreditkort til at få leveret varer fra internetbutikker. Brandfolkene havde undret sig over, at der blev leveret pakkepost til en ubeboet tjenestebolig ved brandstationen i Fredensborg, og derfor havde de tilkaldt politiet.

Frederiksborg Amts Avis skriver, at politiet ved ankomsten til tjenesteboligen mødte en 19-årig littauer, der sad på husets trappetrin. Mens politiet talte med den 19-årige, ankom der ikke mindre end fire forskellige forsendelser til adressen, herunder et tv, en kaffemaskine, el-værktøj og dagligvarer. Manden var i besiddelse af et falsk kørekort, og varerne var bestilt med norske og tyske kreditkort.

Den 19-årige blev derefter anholdt og sigtet for databedrageri.

Ifølge Nordsjællands Politi er det blevet meget almindeligt, at svindlere bestiller varer med stjålne kreditkort til levering i eksempelvis ubeboede sommerhuse, så svindlerne er svære at spore.

Annonce