Brandfolk vil ikke arbejde for Falck

Google Maps
Brandstationen i Frederikssund. Arkivfoto

De 21 kommunale deltidsbrandfolk i Frederikssund vil ikke arbejde for Falck, hvis redningskorpset overtager brandslukningen i Frederikssund Kommune. Spørgsmålet er blevet aktuelt efter at Falck har meddelt, at man ønsker at lukke den nuværende Falck-station og i stedet indgå i en form for samarbejde med Frederikssund Brandvæsen i brandvæsenets bygninger. Men Falck har nu udvidet sine planer, og Falck har givet kommunen et tilbud på at overtage selve brandslukningen, og det tilbud skaber stærk bekymring hos de kommunalt ansatte brandfolk.

“Hvis kommunen sælger brandvæsnet til Falck, så skal Falck ud og finde 21 nye brandmænd, for vi vil ikke arbejde for Falck”, siger brandmand Michael Carlsen til Frederiksborg Amts Avis. Han er sammen med brandmand Dennis Egeberg talsmænd for de lokale deltidsbrandfolk, og de to talsmænd har den samlede styrkes opbakning. “Vi vil ikke arbejde for Falck, fordi det så lige pludselig handler om, at nogen skal tjene penge på at slukke brandene. Sådan er det ikke, når det er kommunen, der driver brandvæsenet, og vi brandmænd gør det heller ikke for pengenes skyld, vi gør det, fordi det er sjovt”, siger Michael Carlsen.

I øjeblikket ligger sagen om Falcks interesse for at købe brandvæsenet til behandling i Frederikssund Kommune. Her er man ved at regne på de tilbud, som Falck er kommet med, og det mest vidtgående tilbud er altså, at Falck overtager brandslukningen og dermed stort set hele beredskabet i kommunen. Når forvaltningen er færdig med at regne, så bliver det op til politikerne i Frederikssund at træffe den endelige afgørelse. “Jeg mener, vi har en velfungerende forvaltning omkring beredskabet, og jeg tvivler på, at Falck kan gøre det bedre og billigere end vores brandvæsen, men vi har en forpligtelse til at undersøge det nærmere”, siger borgmester Knud B. Christoffersen (S) til Frederiksborg Amts Avis.

Annonce