Et nyt dansk forskningsstudie med over 171.000 patienter, der har fået tilkaldt en ambulance med højeste hastegrad, viser, at længere responstider ikke var forbundet med øget dødelighed. Faktisk var dødeligheden lavere blandt de patienter, som ventede længst på ambulancen. Forskerne mener, at resultaterne giver anledning til at revurdere responstidernes rolle som kvalitetsmål. En lægefaglig vicedirektør peger på den baggrund på, at få minutters hurtigere hjælp skal vejes op mod risikoen ved udrykningskørsel.
Hvor stor betydning har det egentlig for patienternes overlevelse, om ambulancen er fremme efter otte eller 18 minutter? Det spørgsmål rejser et nyt dansk forskningsstudie, der har undersøgt sammenhængen mellem ambulancernes responstider og patienternes dødelighed. Studiet omfatter 171.708 patienter i Region Sjælland, som i perioden fra 2018 til 2024 fik sendt en ambulance med hastegrad A. Forskerne fandt ikke nogen sammenhæng mellem længere responstider og øget dødelighed blandt patienterne.
Resultaterne er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Emergency Medicine. Forskerne understreger, at undersøgelsen ikke omfatter patienter med hjertestop uden for hospital, hvor hurtig behandling har veldokumenteret betydning for overlevelsen.
Lavere dødelighed blandt patienter med længst ventetid
Forskerne har undersøgt patienter, som fik den højeste hastegrad ved den sundhedsfaglige visitation på AMK-vagtcentralen. Hastegrad A anvendes ved livstruende eller potentielt livstruende tilstande, hvor der normalt sendes en ambulance med udrykning.
Patienterne blev opdelt i fire grupper efter ambulancens responstid. Forskerne sammenlignede derefter gruppen med de længste responstider med de øvrige tre grupper. Ved sammenligningen blev patienterne matchet efter køn, alder og den højeste type præhospital ressource, der var sendt.
Undersøgelsen viste overraskende, at patienterne i gruppen med de længste responstider havde en lavere dødelighed end patienterne i de øvrige grupper.
For dødeligheden inden for 30 dage fandt forskerne en oddsratio på 0,87, mens den for dødeligheden inden for to dage var 0,82. Det svarer til henholdsvis 13 pct. og 18 pct. lavere odds for dødsfald i gruppen med de længste responstider.
Forskerne fandt heller ikke nogen sammenhæng mellem ambulancernes responstider og længden af patienternes efterfølgende hospitalsindlæggelse.
Resultaterne betyder dog ikke, at længere responstider i sig selv forbedrer overlevelsen. Undersøgelsen er et observationsstudie, og resultaterne kan derfor ikke dokumentere en årsagssammenhæng mellem responstid og dødelighed.
Sætter spørgsmålstegn ved fokus på minutter
En af forfatterne bag undersøgelsen er Lars Bredevang Andersen, der er lægefaglig vicedirektør i Præhospitalt Center i Region Sjælland. I et indlæg på LinkedIn argumenterer han for, at resultaterne bør føre til en diskussion af, hvordan kvaliteten i det præhospitale beredskab måles.
Han peger på, at responstider gennem mange år har været blandt de vigtigste kvalitetsmål for ambulanceberedskabet. Men ifølge den lægefaglige vicedirektør viser undersøgelsen, at sammenhængen mellem responstid og patienternes overlevelse er mere nuanceret end hidtil antaget.
”Det betyder naturligvis ikke, at tid ikke betyder noget. Det er ikke et ‘no need for speed’. For nogle patienter er hvert minut afgørende. Det ved vi blandt andet ved hjertestop”, skriver Lars Bredevang Andersen.
Han fremhæver, at der fortsat er patientgrupper, hvor hvert minut er afgørende, herunder patienter med hjertestop.
Forskningsresultaterne handler heller ikke om konsekvenserne af meget lange responstider. Ifølge Lars Bredevang Andersen viser undersøgelsen snarere, at forskelle som eksempelvis otte og 18 minutters responstid for mange patienter ikke ser ud til at påvirke de undersøgte patientudfald.
Hurtigere udrykning indebærer også en risiko
Lars Bredevang Andersen mener, at forskningsresultaterne også bør indgå i overvejelserne om brugen af udrykningskørsel.
Når ambulancer kører med udrykning, kan de benytte udrykningssignaler og fravige en række færdselsregler. Det kan reducere responstiden, men indebærer samtidig en øget risiko for ambulancepersonalet, patienterne og andre trafikanter.
Hvis gevinsten ved udrykningskørsel i nogle situationer kun er få minutter, bør det ifølge den lægefaglige vicedirektør overvejes, om tidsgevinsten står mål med den øgede risiko.
Han argumenterer derfor for, at kvaliteten i ambulanceberedskabet ikke alene bør vurderes ud fra, hvor hurtigt ambulancen når frem, men også ud fra, om patienten får den rette hjælp.
”Kvalitet handler ikke kun om at komme hurtigst frem, men om at komme frem med den rigtige hjælp på den rigtige måde”, skriver Lars Bredevang Andersen.
Nyt visitationssystem skal sikre mere målrettet hjælp
Forskningsresultaterne kommer samtidig med, at de danske præhospitale organisationer er begyndt at anvende et nyt værktøj til sundhedsfaglig visitation.
Siden juni 2026 har de sundhedsfaglige visitatorer haft adgang til Præhospitalt Indeks, som i højere grad skal understøtte en samlet sundhedsfaglig vurdering af patienternes behov og af, hvilke kompetencer der skal sendes.
Ifølge Lars Bredevang Andersen er det en udvikling væk fra en mere automatisk sammenkobling mellem bestemte symptomer og en bestemt hastegrad.
Han peger på, at nogle patienter først og fremmest har behov for den hurtigst mulige ambulance, mens andre har større behov for særlige sundhedsfaglige kompetencer eller en helt anden form for hjælp.
Den nye forskning understøtter efter hans opfattelse behovet for at undersøge, om den traditionelle vægtning af responstider giver et retvisende billede af kvaliteten i ambulanceberedskabet.
Forskerne efterlyser yderligere undersøgelser
Forskningsstudiet omfatter patienter fra en region med både mindre byområder og store landområder, hvor ambulancernes responstider varierer betydeligt.
Blandt de undersøgte patienter var 54,6 pct. mænd, og medianalderen var 63 år. Den hyppigste årsag til at sende en ambulance var brystsmerter eller mistanke om hjertesygdom, som tegnede sig for 24,2 pct. af patienterne.
Forskerne konkluderer, at resultaterne giver grundlag for yderligere at undersøge både kriterierne for at sende ambulancer med højeste hastegrad og betydningen af på forhånd fastsatte responstidsmål.
Undersøgelsen dokumenterer ikke, at hurtig ambulancehjælp er uden betydning for den enkelte patient. Den viser derimod, at længere responstider ikke var forbundet med øget dødelighed på tværs af den store undersøgte patientgruppe, når patienter med hjertestop var udeladt.
Lars Bredevang Andersen understreger, at resultaterne ikke betyder, at den præhospitale praksis skal ændres fra den ene dag til den anden.
Han mener dog, at forskningen bør give anledning til en bredere diskussion blandt de præhospitale organisationer, forskere, politikere og patienter om, hvilke kvalitetsmål der fremover skal anvendes.
Spørgsmålet er ifølge den lægefaglige vicedirektør, om responstider fortsat skal være det vigtigste mål, eller om der i højere grad skal lægges vægt på patienternes overlevelse, den sundhedsfaglige kvalitet, præcisionen i visitationen og trafiksikkerheden.
