Brandmand tiltalt: Bragte naboers liv i fare

Arkivfoto: Per Johansen

En 42-årig brandmand fra Christiansfeld skal i denne uge i retten, tiltalt for at have bragt sine naboers liv og førlighed i fare, efter at politiet sidste år fandt 32.000 kanonslag i mandens garage. Den 42-årige, der er tilknyttet Tyrstrup Frivillige Brandværn, er tiltalt for overtrædelse af straffeloven og fyrværkeriloven.

De 32.000 kanonslag blev opbevaret i en muret garage på den 42-åriges bopæl. Ifølge politiet indeholdt de en eksplosiv mængde på i alt 96 kilo, og dermed forvoldte den 42-årige en nærliggende fare for naboernes liv eller førlighed. Det skriver Jydske Vestkysten.

Kanonslagene blev fundet af politiet ved en ransagning i november 2016, og på baggrund af ransagningen blev den 42-årige tiltalt for overtrædelse af både straffeloven og fyrværkeriloven. Tyrstrup Frivillige Brandværn meddelte dengang, at den 42-årige kunne fortsætte som brandmand, da man ønskede at give ham en chance til.

Annonce