Brandudbredelsen er stoppet: Danske brandfolk kan returnere fra Grønland

Beredskabsstyrelsens arbejde ved naturbranden i Grønland forventes afsluttet i weekenden. Brandudbredelsen er stoppet, og der efterslukkes de kommende dage. Indsatsen var ellers berammet til at vare ca. 14 dage, men der er sket store fremskridt på kort tid. Derfor afsluttes indsatsen i løbet af de kommende dage.

Beredskabsstyrelsen sendte tirsdag 38 brandfolk til Grønland for at assistere det lokale beredskab med at begrænse og slukke en naturbrand nær Sisimiut, som er Grønlands næststørste by.

”Vi indsatte med en stor styrke allerede fra ankomst ved indsatsstedet natten til tirsdag. Vi tog mosespyd i brug, så vi kunne pumpe vand ned i tørvelagene. Det har vist sig meget effektivt til at begrænse branden. Derfor kan vi allerede nu se en ende på indsatsen”, fortæller Stig Hammerhøj, der er brigadechef i Beredskabsstyrelsen.

Målet med indsatsen var at forhindre branden i at sprede sig til beboelse og et større naturområde. Der blev etableret en standsningslinje med mosespyd. Brandudbredelsen er stoppet, og der efterslukkes i weekenden. Standsningslinjen opretholdes og holdes våd.

Tæt samarbejde med grønlænderne

”Det er enormt glædeligt at opleve det tætte samarbejde, der har været mellem det lokale beredskab og brandfolkene fra Danmark. Med det rette udstyr og ekstra kræfter er det lykkedes at få vendt situationen. Tak til alle der har bidraget til slukningsarbejdet”, siger formanden for Grønlands beredskabskommission, Mette Skarregaard Pedersen.

De næste dage holder mandskabet området under observation og sikrer, at ilden ikke blusser op igen. Derefter skal materiellet pakkes, og mandskabet skal hvile, ligesom de eventuelt kan bistå lokale myndigheder med beredskabsfaglig sparring.

Mandskabet rejser retur til Danmark den 24. august 2019 med Forsvarets Hercules-fly med ankomst i Aalborg.

Annonce